Saudi-Arabien beroliger FN: Iran-krise skader ikke Syrien
Bestræbelser for fred i Yemen og Syrien påvirkes ikke af anstrengt diplomati mellem Saudi-Arabien og Iran.
FN har udtrykt bekymring over det anspændte forhold mellem Iran og Saudi-Arabien, men den saudiarabiske ambassadør i FN forsikrer, at konflikten ikke vil gå ud over fredsprocessen i Syrien og Yemen. Genrefoto
FN har udtrykt bekymring over det anspændte forhold mellem Iran og Saudi-Arabien, men den saudiarabiske ambassadør i FN forsikrer, at konflikten ikke vil gå ud over fredsprocessen i Syrien og Yemen. Genrefoto Foto: Colourbox/free


Saudi-Arabiens beslutning om at kappe de diplomatiske bånd til Iran kommer ikke til at ændre noget i forhold til bestræbelserne for at finde en fredsløsning i konfliktlande som Syrien og Iran.

Det siger den saudiarabiske ambassadør i FN, Abdallah Al-Moullimi, efter at FN har udtrykt bekymring over situationen.

- Fra vores side kommer det ikke til at ændre noget, for vi vil fortsat arbejde hårdt for at støtte en fredsproces i Syrien og i Yemen, siger han ifølge Reuters og fortsætter:

- Vi vil deltage i de kommende drøftelser om Syrien. Dem har vi ikke tænkt os at boykotte på grund af Iran - eller nogen andre for den sags skyld.

FN sagde tidligere mandag, at den tilspidsede konflikt mellem Saudi-Arabien og Iran kan få konsekvenser for fredsprocessen i Syrien.

Saudi-Arabiens brud på de diplomatiske bånd til Iran blev yderligere kaldt "dybt bekymrende" af FN's generalsekretær, Ban Ki-moon.

Irans ambassadør blev søndag smidt ud af Saudi-Arabien, og siden har også Bahrain og Sudan afbrudt forbindelserne til det shiitiske styre i Iran.

Konflikten mellem Iran og Saudi-Arabien, som er gamle fjender, steg til nye højder, da Saudi-Arabien lørdag eksekverede en dødsdom over den højtstående shiitiske sheik Nimr al-Nimr i forbindelse med en massehenrettelse i Riyadh.

Det førte til, at Saudi-Arabiens ambassade i Teheran blev stormet, og Irans religiøse leder lovede en "guddommelig straf" over landet.

Iran støtter Syriens præsident, Bashar al-Assad, mens det sunnitiske Saudi-Arabien ønsker Assad fjernet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.