Satspulje-millioner fordelt: Krisecentre og gadejurist får penge
Regeringen og satspuljepartierne har fordelt 943,3 millioner kroner til at hjælpe folk med sociale problemer.
- Det er et kvantespring, at vi nu i langt højere grad bruger midlerne på en mere intelligent måde, hvor vi finder ud af, hvad der rent faktisk virker, siger social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V).
- Det er et kvantespring, at vi nu i langt højere grad bruger midlerne på en mere intelligent måde, hvor vi finder ud af, hvad der rent faktisk virker, siger social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V). Foto: Scanpix/arkiv


Hævet kapacitet på landets kvindekrisecentre, midler til Gadejuristen, styrket indsats mod mobning og forebyggelse af vold i nære relationer og af psykiske lidelser hos børn og unge.

Det er nogle af overskrifterne i den satspuljeaftale, som fredag er blevet indgået af regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet, De Radikale, SF og De Konservative.

De 943,3 millioner kroner, der er afsat, rækker fra 2017 til 2020.

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) hæfter sig især ved en ny social investeringsfond, som der afsættes 250 millioner kroner til.

- Det er et kvantespring, at vi nu i langt højere grad bruger midlerne på en mere intelligent måde, hvor vi finder ud af, hvad der rent faktisk virker, siger ministeren på et pressemøde ved fremlæggelsen af aftalen.

- Der er mennesker, der lykkes med indsatser rundt omkring i landet, men vi ved det ikke rigtig. Vi skal være meget mere fokuserede på at finde ud af, hvad der virker, så vi kan få det udbredt.

Som altid ved satspuljeaftaler har partierne hver deres mærkesag, som de ønsker at fremhæve.

Dansk Folkeparti hæfter sig især ved, at der afsættes midler til indsatsen til mennesker, der er udsat for vold i nære relationer.

Liberal Alliance glæder sig over midlerne til Gadejuristen, der yder gratis retshjælp til socialt udsatte borgere.

SF bryster sig af en "massiv investering i forebyggelse af psykiske lidelser hos børn og unge."

- Når vi sætter tidligt ind, kan vi fange problemerne, inden de vokser sig så store, at børnene og de unge ender i psykiatrien, siger socialordfører Trine Torp (SF).

Hos De Konservative fremhæver socialordfører Anders Johansson, at landets kvindecentre får øget kapaciteten, så ingen kvinder må gå forgæves.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.