Der er gået knap et år siden valgaftenen den 18. juni 2015. En aften, hvor socialdemokraten Henrik Sass Larsen vakte opsigt for hans optræden på et ganske særligt tv-klip.
Her toner han - da rød bloks nederlag var ved at være cementeret - smilene og snøvlende frem på det halve Danmarks tv-skærme. Med sig havde han partikammeraten Carsten Hansen. De to S-ministres optræden fik blandt andet Natholdet - der dækkede valget live - til at spekulere i, om Henrik Sass Larsen mon havde fået lidt for mange gravøl.
Stress og manglende søvn
Til Fyens Stiftstidende forklarer Henrik Sass Larsen nu i et interview i anledningen af hans 50 års fødselsdag, at det ikke var gravøl efter Socialdemokratiets nederlag, der var drukket.
- Vi havde ført valgkamp i tre uger, vi var stressede, havde ikke sovet og spiste hos mig. Vi var fire mennesker, og vi fik knap tre flasker vin og hver en øl. Vi opdagede ikke, at vi var berusede, men det gjorde andre, siger Henrik Sass Larsen i interviewet.
Henrik Sass Larsen erkender også over for Fyens Stiftstidende, at det var uprofessionelt at møde op i den tilstand og at episoden har sat spor, så det ikke er noget, han vil gentage.