Sass er tavs om boligudspil men forhandler gerne
Det er for tidligt at kommentere regeringens oplæg til nyt ejendomsvurderingssystem ifølge Socialdemokratiet.
Partiformand Mette Frederiksen (S), gruppeformand Henrik Sass Larsen (S) og politisk ordfører Nicolai Wammen (S).
Partiformand Mette Frederiksen (S), gruppeformand Henrik Sass Larsen (S) og politisk ordfører Nicolai Wammen (S). Foto: Nikolai Linares/Scanpix


Når regeringen inden længe indkalder til en kop kaffe og forhandlinger om et nyt vurderingssystem for beskatning af boliger, dukker Socialdemokratiet op med stor forhandlingsvilje.

Det siger gruppeformand Henrik Sass Larsen (S), efter at regeringen onsdag har præsenteret sit udspil, der skal erstatte det nuværende, upræcise ejendomsvurderingssystem.

Det er dog svært at danne sig overblik over regeringens udspil, lyder det.

- Det er temmelig kompliceret, som det ser ud i øjeblikket, og derfor er det for tidligt at udtale sig om de enkelte effekter, fordi djævlen ligger nogle gange i detaljen, siger han.

Det gælder eksempelvis, når man skal se på, hvilket år regeringen tager udgangspunkt i.

- Det er ikke uinteressant, om udgangspunktet er 2016, 2019 eller 2021, og hvilke tal man taler om.

- For mig er det uklart, om det er et skattestop eller et satsstop, regeringen lægger op til, siger han.

Den gamle model blev suspenderet i 2013, fordi den var for upræcis, og Rigsrevisionen kaldte håndteringen for "meget kritisabel."

Grundlæggende ønsker Socialdemokratiet dog en bred aftale om beskatning af danskernes boliger.

Derfor sætter det største oppositionsparti sig til bordet med stor iver efter at forhandle.

- Den er stor, vi ønsker at skabe det her brede forlig. Af den indlysende årsag, at så kan boligejerne være trygge i forhold til, hvad der er gældende, siger Henrik Sass Larsen.

I alt skønner regeringen, at mere end 700.000 boligejere skal have penge tilbage for fejlagtige ejendomsvurderinger, der har gjort, at de er blevet opkrævet for meget i boligskat.

Beløbene varierer fra få tusinde kroner til mere end 15.000 kroner, som boligejerne fra 2018 kan se frem til at få tilbagebetalt som et engangsbeløb.

Regeringen foreslår at fastlåse både ejendomsværdiskat og grundskyld som en bestemt procentdel af boligens værdi.

Det vil altså umiddelbart sige, at skatterne kommer til at stige, når boligpriserne stiger.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.