SAS tester flyvergrillen som brændstof
SAS og Norwegian vil på to indenrigsflyvninger i Norge afprøve et alternativt flybrændstof.
SAS og Norwegian skal for første gang i Norge sende fly på vingerne med fritureolie i tanken. Arkivfoto
SAS og Norwegian skal for første gang i Norge sende fly på vingerne med fritureolie i tanken. Arkivfoto Foto: SAS/SAS RECORDS MANAGEMENT


Amerikansk fritureolie skal for første gang bruges som brændstof på flyvinger i Norge. Det er SAS og Norwegian, som vil teste biobrændstoffet i en blanding med almindelig jetfuel på to indenrigsflyvninger.

Eksperimentet sker i samarbejde med miljøbevægelsen Zero.

- Vi vil gennemføre flyvninger i løbet af eftermiddagen 11. november. Det bliver en afgang med Norwegian fra Bergen til Oslo og en med SAS fra Trondhjem til Oslo, siger Kåre Gunnar Fløystad fra Zero til Bergens Tidende.

Det bliver ifølge den norske avis første gang, at norske flyselskaber afprøver biobrændstof. Foruden amerikansk fritureolie vil 45 procent af flyenes tanke være fyldt med konventionelt brændstof.

Ingeniørfirmaet Rambøll har i en tidligere rapport vist, at bæredygtig produktion af syntetisk biobrændstof til konkurrencedygtige priser kan være en realitet i Norge inden 2025.

Norwegian har ifølge avisen Aftenposten inviteret den norske klima- og miljøminister, Tine Sundtoft, til at være med på selskabets første flyvning med det alternative brændstof.

Verden over har luftfartsselskaber, heriblandt SAS, i flere år testet grønt flybrændstof, der for eksempel kan være fremstillet af affaldsprodukter fra blandt andet landbrug.

Biobrændstof kan være med til at nedsætte udledningen af CO2 fra fly.

I 2011 fastsatte IATA, den internationale luftfartsorganisation, et mål om, at CO2-udledningen i 2050 skal være halveret.

SAS har tidligere sagt, at virksomheden stræber efter at være blandt de første internationale luftfartsselskaber, som tanker sine fly med bæredygtigt brændstof.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.