SAS leverer overskud trods fortsat modvind
Flyselskabet SAS kan glæde sig over et pænt overskud i 2014/15. Udfordringerne står dog fortsat i kø.
SAS leverer igen overskud efter års krise. Det viser årsregnskabet for 2014/15. Flyselskabet kunne notere et nettoresultat på 956 millioner svenske kroner.
SAS leverer igen overskud efter års krise. Det viser årsregnskabet for 2014/15. Flyselskabet kunne notere et nettoresultat på 956 millioner svenske kroner. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Det skandinaviske flyselskab SAS har leveret et pænt overskud for 2014/15. Alt er dog langt fra idel lykke for flyselskabet, der ikke har leveret på et af sine vigtigste punkter og står over for hård konkurrence.

På den positive side har SAS leveret et overskud på 956 millioner svenske kroner i året. Det er langt bedre end det store minus, der var resultatet året før. Overskuddet er godt hjulpet af markant levere oliepriser.

- Samlet har vi gjort gode fremskridt i år mod at skabe et bedre SAS, skriver selskabet i sit regnskab.

Der er dog to store knuder i regnskabet. Den første drejer sig om de vigtige enhedsomkostninger - prisen for at flyve en passager - som selskabet har kæmpet hårdt for at nedbringe i årevis.

Det er afgørende for SAS at nedbringe dem, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at tage kampen op mod billige konkurrenter som Norwegian og Ryanair.

- Enhedsomkostningerne justeret for valutaudsving og olieprisen steg i løbet af året, hvilket er utilfredsstillende. Vi bliver nødt til at arbejde intenst med vores spareplaner for at øge konkurrenceevnen, skriver SAS.

Derudover forbereder SAS sig på endnu hårdere konkurrence efter en periode med en smule ro på.

- 2015 var præget af en midlertidigt stabilisering i Skandinavien. Men vi forventer intens konkurrence i 2016 med fortsat kapacitetsvækst, skriver SAS.

SAS vælger ikke at give officielle forventninger til 2016, fordi selskabet finder, at der er for mange usikkerhedsfaktorer. Selskabet skriver dog, at man forventer "et positivt" resultat.

Umiddelbart er der dog forhåbninger om, at 2015/16 kan blive ganske pænt. Den store 4GNX-spareplan vil slå endnu mere igennem, og selskabet kan afdække store dele af sit oliebehov til de nuværende lave priser.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.