SAS-konflikt giver fortsat aflysninger
Kabinepersonalets arbejdsnedlæggelser i weekenden skaber fortsat problemer torsdag. Dog færre end onsdag.
SAS har i flere dage kæmpet med at få kabinepersonale nok efter den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse. Arkivfoto.
SAS har i flere dage kæmpet med at få kabinepersonale nok efter den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse. Arkivfoto. Foto: colourbox/free


Tre flyafgange til henholdsvis Aberdeen, Warszawa og Düsseldorf fra København med SAS er aflyst torsdag.

Aflysningerne er efterdønninger af en arbejdsnedlæggelse blandt SAS' kabinepersonale i weekenden, bekræfter Trine Kromann-Mikkelsen, pressechef i SAS, over for Ritzau.

- Vi har tre aflysninger i dag, og det er på grund af mangel på kabinepersonale. Flyene blev aflyst i går, så vores kunder er orienteret om situationen. I det samlede billede er det dog få, da vi har mere end 100 afgange om dagen, siger hun.

Luftfartsselskabet SAS har i flere dage kæmpet med at få kabinepersonale nok efter den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse, der blev begrundet med, at selskabet har virksomhedsoverdraget 147 ansatte til datterselskabet Cimber, hvor de ifølge fagforeningen CAU vil blive ansat på dårligere vilkår.

Efter weekenden fik SAS også en række sygemeldinger, oplyste selskabet, men Trine Kromann-Mikkelsen ønsker ikke at kommentere den sag.

- Vi har et overblik over antallet af sygemeldinger, men det håndterer vi internt, siger hun og uddyber:

- Når vi er et par dage fra arbejdsnedlæggelserne, er det svært at give forklaringer på, hvad det skyldes. Jeg vil ikke pege fingre af medarbejdere, der sygemelder sig, for der er formentlig helt legitime grunde til at sygemelde sig, og så skal man ikke komme på arbejde.

SAS har i forbindelse med konflikten suspenderet 27 medarbejdere, som ifølge selskabet har chikaneret de af deres kolleger, der mødte på arbejde under arbejdsnedlæggelsen. Dette vil dog også blive håndteret internt.

Kabinepersonalet valgte at genoptage arbejdet, efter at SAS søndag aften truede med at afskedige de ansatte, der ikke mødte på arbejde mandag middag.

Det er dog uvist, om de kommende dage fortsat vil byde på uregelmæssigheder i flytrafikken for SAS.

- Jeg kan ikke sige, hvordan billedet ser ud i morgen (fredag, red.). Vi gør, hvad vi kan, men vi kan ikke sige, hvorvidt det kommer flere aflysninger, siger Trine Kromann-Mikkelsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.