SAS er tilbage med ti daglige flyvninger til Bruxelles
SAS har igen ti daglige flyvninger mellem Skandinavien og Bruxelles.
SAS flyver igen med fuldt program til Bruxelles, efter at selskabet måtte drosle ned på grund af terrorangrebet i byen 22. marts.
SAS flyver igen med fuldt program til Bruxelles, efter at selskabet måtte drosle ned på grund af terrorangrebet i byen 22. marts. Foto: Colourbox/Free


Luftfartsselskabet SAS er igen klar til at flyve med fuldt trafikprogram på de skandinaviske ruter til Bruxelles. Det skriver branchemediet Check-In.

Mandag genoptager flyselskabet sine ti daglige flyvninger til byen, efter at SAS måtte aflyse samtlige flyvninger fra Skandinavien til Bruxelles efter terrorangrebet i den belgiske hovedstad 22. marts.

6. april begyndte flyselskabet igen at flyve til lufthavnen Bruxelles-Zaventem med to daglige afgange fra København og en fra både Oslo og Stockholm.

Til gengæld åbnede SAS samtidig også en midlertidig rute fra København til den belgiske by Liège, som ligger cirka 100 kilometer fra Bruxelles.

Afgangshallen i Bruxelles Lufthavn genåbner også mandag, men passagerer hos SAS skal fortsat tjekke ind i det midlertidige check-in-område, skriver branchemediet.

Driften i Zaventem-lufthavn i Bruxelles forventes at være tilbage på fuld kraft i juni.

32 mennesker blev dræbt og flere end 300 blev såret for de selvmordsbombere, der ramte lufthavnen og metrostationen Maelbeek 22. marts i år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.