Manchester United havde 37 afslutninger mod mål og ramte to gange træværket i 0-0-kampen hjemme mod Burnley i Premier League.
Oveni blev holdets manager, José Mourinho, smidt på tribunen, og United-spilleren Ander Herrera fik rødt kort i pointtabet, hvor dommer Mark Clattenburg kom i fokus både under og efter kampen.
- Jeg synes, at dommeren gjorde et fantastisk stykke arbejde. Mere vil jeg ikke sige, siger en sarkastisk United-assistenttræner Rui Faria, som mødte pressen efter kampen i Mourinhos sted.
Det skriver AFP.
Det var angiveligt José Mourinhos protester over Clattenburgs manglende kendelse for straffespark til United, der kostede United-manageren en bortvisning.
Ander Herrera blev udvist, da han efter 68 minutter fik sit andet gule kort. Han fik det for en tackling på Dean Marney. Det gule kort virkede dog hårdt dømt, da Herrera så ud til at glide på græsset, da han røg ind i Marney.
Reduceret til 10 mand forsøgte United stadig at hive sejren i land.
- Folk på stadion kunne mærke, at spillerne gave alt. Vi kæmpede til sidste sekund. Vi skal blive ved at arbejde for sagen, og så vil der ske ting og sager, siger Faria.
Med pointtabet er United otte point efter topholdene og fem point efter Tottenham på fjerdepladsen.
/ritzau/