Sara Slott viser igen fin form med dansk rekord
Med en ny dansk rekord på 400-meteren fortsætter Sara Slott med at vise god form frem mod sommerens OL.
Sara Slott Petersen satte et fint aftryk på 400 meter ved Nordenkampen i Sverige.
Sara Slott Petersen satte et fint aftryk på 400 meter ved Nordenkampen i Sverige. Foto: /Free


Sara Slott fortsætter med at vise god form. For anden gang på en uge satte den danske løber lørdag dansk rekord på 400-meteren.

Ved Nordenkampen i Växjö i Sverige løb Sara Slott de 400 meter i tiden 52,59 sekunder og kappede dermed hele 0,21 sekunder af den rekord, hun satte på samme distance ved et IAAF-stævne i Karlsruhe for seks dage siden.

Sara Slott er en af de store danske medaljehåb ved OL i Rio til sommer. Håbet knytter sig til hendes evner på 400 meter hæk, efter hun ved VM i Beijing sidste år blev nummer fire i disciplinen.

Nordenkampen er en dyst mellem atletiklandshold fra Sverige, Norge, Finland og Danmark/Island over en række discipliner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.