Sanktioner rammer viceforsvarsministre
Nye EU-sanktioner mod russere og ukrainere er trådt i kraft og kan blive skærpet yderligere.
Ukrainere og russere rammes af nye EU-sanktioner. Sanktionerne er et svar på blodige angreb på civile i Ukraine. Her ses demonstranter ude foran Det Hvide Hus i Washington for at vise deres utilfredshed med Rusland.
Ukrainere og russere rammes af nye EU-sanktioner. Sanktionerne er et svar på blodige angreb på civile i Ukraine. Her ses demonstranter ude foran Det Hvide Hus i Washington for at vise deres utilfredshed med Rusland. Foto: Susan Walsh/AP


Nye EU-sanktioner mod ukrainere og russere i forbindelse med konflikten i Ukraine er trådt i kraft mandag, da EU-Tidende har offentliggjort navnene på de ramte - deriblandt to russiske viceforsvarsministre.

Den nye runde EU-sanktioner omfatter 19 russere og ukrainere samt ni organisationer som russiske militærenheder ramt af indrejseforbud og får indefrosset deres midler i EU-landene.

Sanktionerne er et svar på prorussiske separatisters blodige angreb på civile i den østukrainske havneby Marjupol for knap tre uger siden.

Blandt de ramte er den russiske viceforsvarsminister Anatolij Ivanovitj på grund af den rolle, som han har spillet ved at støtte indsættelsen af russiske soldater i Ukraine, hedder det i EU-Tidende.

Desuden rammer sanktionerne viceforsvarsminister Arkadij Bakhin for at have spillet samme rolle.

Blandt de øvrige på listen er to medlemmer af det russiske parlament, Joseph Kobson og Valerij Rashkin, samt regionale ministre, højtstående embedsmænd og regionale ledere i de selvudråbte "folkerepublikker" i det østlige Ukraine.

EU har opført 14 ukrainere på listen. De er alle militære eller politiske figurer i de selverklærede republikker Donetsk og Lugansk.

EU siger, at sanktionsskruen, som også rammer en del foretagender, bliver strammet yderligere, hvis en ny fredsplan for det østlige Ukraine ikke bliver ført ud i livet.

I alt er der nu 151 enkeltpersoner og 37 foretagender, som er omfattet af sanktionerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.