Mens mange af de yngre kunstnere i dag gør meget ud af at opdatere deres fans på Twitter og Facebook, så er det ikke noget, sangeren Robbie Williams går meget op i. Han har godt nok en Twitter-konto, men han aner ikke, hvordan man logger ind på den.
Og det er der en grund til.
- Jeg har ikke selv kodeordet til min Twitter-konto, for jeg ville sige så mange ting, der ville få mig i rigtig store problemer. Og jeg er klog nok til at vide, at jeg ikke skal gøre det, siger han til Ritzau.
- Jeg fortæller nogen, hvad jeg godt kunne tænke mig, der skulle stå på min Twitter, siger han.
Havde han haft muligheden for at tweete løs, da han som ung i 1990'erne blev kendt som en del af gruppen Take That, havde han dog gjort det.
- Som 20-årig havde jeg ikke den selvindsigt. Det havde været underholdende, men jeg var også kommet i problemer, siger han.
Hvorfor mange kunstnere i dag bruger de sociale medier som talerør, mener han, der er en særlig grund til.
- Det handler jo nok om kontrol. Der florerer så mange falske oplysninger på nettet, og det er en måde at stoppe dem på, siger han.
/ritzau/