Sangstjerne og milliardær: Vi skal giftes
Divasangerinden Mariah Carey og den stenrige forretningsmand James Packer er blevet forlovet efter under et års forhold.
James Packer og Mariah Carey har fem sammenbragte børn.
James Packer og Mariah Carey har fem sammenbragte børn. Foto: Evan Agostini/EVAN AGOSTINI/INVISION/AP


Bryllupsklokkerne bimler for tredje gang for Mariah Carey.

Sangerinden skal nemlig giftes med sin nye kæreste, den stenrige australske forretningsmand James Packer, bekræfter hendes repræsentant kortfattet over for magasinet Us.

Ifølge repræsentanten faldt Packer på knæ torsdag den 21. januar i New York, hvorefter Carey straks sagde ja.

Parret har endnu ikke fejret etårsdag og stod frem for første gang på den røde løber i september, hvor de ankom hånd i hånd til premieren på filmen "The Intern".

I november afslørede sangerinden, at det var kærlighed ved første blik, da parret så hinanden for første gang, og at hun havde lige så mange sommerfugle baskende i maven, som han har penge på bankbogen.

- Vi mødtes i Aspen til filmpremieren på "Hercules". Vi snakkede og grinede så meget, at folk blev sure på os. Og så tog vi videre, røbede hun til talkshowværten Steve Harvey ifølge Entertainment Weekly.

Både 48-årige Packer og 45-årige Carey har to forliste ægteskaber bag sig og fem børn til sammen.

Den Grammy-vindende sangstjerne var gift med musikmogulen Tommy Mottola fra 1993 til 1998, og 10 år efter gik hun igen ned ad kirkegulvet - denne gang med sin daværende forlovede, Nick Cannon, som hun helt officielt blev skilt fra i 2015.

Mariah Carey giver koncert i Forum i København den 29. marts.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.