Sangskriver nomineret til ærgerlig sexpris
Morrissey har fået en pinlig nominering for sin seneste bog.
Singer-songwriteren Morrissey er ifølge BBC favorit til at vinde den knapt så eftertragtede Bad Sex in Fiction Award for den dårligste beskrivelse af en sexscene.
Singer-songwriteren Morrissey er ifølge BBC favorit til at vinde den knapt så eftertragtede Bad Sex in Fiction Award for den dårligste beskrivelse af en sexscene. Foto: Owen Sweeney/OWEN SWEENEY/INVISION/AP


Steven Patrick Morrissey er kendt for sine dybfølte sange under kunstnernavnet Morrissey og sin fortid som forsanger i bandet The Smiths.

I september udkom den 56-årige sanger med fiktionsbogen "List of the Lost", men bogen har ikke bare fået Morrisseys fans til at strømme til boghandlerne - den har også fået en nominering for værste beskrivelse af en sexscene ved Literary Review 2015.

En af de beskrivelser, der har fået juryen til at krumme tæer, lyder noget i retning af "en fnisende snebold af samleje" og "en løgformet hilsen", citerer BBC, dog i en lidt mere poetisk engelsk version.

Blandt årets andre nominerede er "Fear of Dying" af Erica Jong og "The Martini Shot" af George Pelecanos, som tidligere har arbejdet på HBO-serien "The Wire". Prisen Bad Sex in Fiction Award bliver ikke uddelt til bøger, som kan kategoriseres som pornografi eller erotisk litteratur.

Tidligere har Morrissey udgivet en selvbiografi, som fik anderledes stor succes. I løbet af den første uge blev bogen med det sigende navn "Autobiography" en bestseller og kaprede førstepladsen på den britiske bestsellerliste. Faktisk skubbede den Keith Richards bog "Life" ned fra tronen som den bedst sælgende musiker-biografi i den første uge, skriver The Guardian.

Se den omtalte side i bogen her: http://www.telegraph.co.uk/books/what-to-read/morrissey-list-of-lost-review/

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.