Sangerinde i sorg efter babylykke
For blot en måned siden blev sangerinden Kelly Rowland mor for første gang, men nu har hun mistet sin egen, lyder den triste erklæring.
Den nybagte mor, sangerinden Kelly Rowland, er knust over sin mors død.
Den nybagte mor, sangerinden Kelly Rowland, er knust over sin mors død. Foto: Omar Vega/OMAR VEGA/INVISION/AP


Man siger som bekendt, at når et lys slukkes, så tændes der et nyt.

Sangerinden Kelly Rowland blev den 4. november mor for første gang, men blot 28 dage senere mistede hun sin egen. Den triste nyhed fortæller Rowland selv i en erklæring, som er blevet offentliggjort på E! Online.com

- Det er med stor sorg, at jeg kan fortælle, at min mor, Doris Rowland Garrison, er død. Hun var en fantastisk sjæl, som ofrede sig utallige gange, så jeg kunne blive den kvinde - og den mor - som jeg er i dag, siger Rowland i erklæringen og beder samtidig om ro og fred midt i den svære tid.

- Vi sætter ydmygt pris på al den kærlighed og støtte, vi har fået, lyder det videre fra sangerinden.

Rowlands 66-årige mor døde i deres amerikanske hjemby Atlanta blot en måned efter, at den 33-årige sangerinde selv blev mor for første gang til sønnen Titan Jewell, som hun har fået sammen med sin manager-mand Tim Witherspoon.

Rowlands mor har haft en enorm betydning for sangerindens karriere. Moren forlod Rowlands alkoholiske far, hvorefter familien flyttede til Houston i Texas. Og det valg viste sig at blive skæbnesvangert, for efter flytningen til Houston blev sangerindens talent hurtigt spottet. Derfor blev hun sat sammen med sangerinden og bedsteveninden Beyoncé i den hårdtslående pigegruppe "Destiny's Child."

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.