Sangcharmør i flirt med 15-årig: "Hvordan kringler man sig lige ud af det?"
Sangeren Robbie Williams hev en lidt for ung pige med op på scenen til sin koncert og måtte efterfølgende undskylde sine lumre tilnærmelser.
Robbie Williams er gift med skuespillerinden Ayda Field, som han har to små børn med.
Robbie Williams er gift med skuespillerinden Ayda Field, som han har to små børn med. Foto: Gero Breloer/AP


Robbie Williams er kendt for sin gadedrengeattitude, men selv en skødesløs charmør kan blive lidt for fræk, erfarede den kække crooner i weekenden.

Williams plejer altid at starte sine koncerter med åbningsbraget "Let Me Entertain You", og senere hiver han som en lige så fast bestanddel i showet en kvindelig fan op på scenen og vrider sig omkring hende til tonerne af en kærlighedsballade.

Men der var lidt mere ballade end kærlighed i luften under koncerten i den australske by Brisbane i weekenden, da Williams trak den unge pige Morgan op på scenen, skriver blandt andet avisen The Independent mandag.

- Jeg elsker dit look med briller og håret, som ligner en sekretærs - hvilket minder mig om, at jeg skal slette historikken på min computer, lød det fra den musikalske bad boy, der spurgte pigen om hendes alder.

- 15 år?! Åh nej! Hvordan kringler man sig lige ud af det?, spurgte en skræmt Williams retorisk det begejstrede publikum.

- Lad være med at oploade det til YouTube, for så kommer det til at stå i aviserne, og så bliver jeg bare anholdt, råbte sangcharmøren, hvorefter han henvendte sig til pigens mor.

- Hej, hvordan går det? Onkel Rob her. Hold dig væk fra fyre som mig, Morgan!, lød den formanende bemærkning fra Williams, der konstaterede, at pigen havde en "gammel sjæl".

Den kække crooner endte hele den kærlige ballade med at bede unge Morgan om at glemme hans 41-årige alder og fortsatte showet med at synge "She's The One" med tekstændringen "hun var yngre end mig".

Privat er Williams gift med skuespillerinden Ayda Field, som han har den treårige datter Theodora og den snart etårige dreng Charlton med.

Hele optrinet endte på YouTube, hvor det kan ses her

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.