Sang og taler på årets gladeste dag på Christiansborg
Alle nye danske statsborgere er i dag inviteret til Christiansborg for at fejre deres nye statsborgerskab.
Alle nye danske statsborgere var i dag inviteret til Christiansborg for at fejre deres nye statsborgerskab og for at møde landets politikere.
Alle nye danske statsborgere var i dag inviteret til Christiansborg for at fejre deres nye statsborgerskab og for at møde landets politikere. Foto: Colourbox/free


- Årets gladeste dag på Christiansborg.

Sådan beskriver Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), statsborgerskabsdagen, da han søndag eftermiddag byder velkommen til landets nye statsborgere for tiende gang.

Opfattelsen deles af mange af formandens medpolitikere på Christiansborg, hvor alle landets nye statsborgere søndag er inviteret til for at blive budt velkommen til Danmark

De flere hundrede fremmødte nye danskere er folk af alle aldre og med vidt forskellige baggrunde. Men fælles for dem alle er, at de eller deres familiemedlemmer har fået dansk statsborgerskab det seneste år.

I dagens anledning er et stort festtelt slået op i Indre Slotsgård på Christiansborg og her bliver der både klappet taktfast med til rytmiske toner, viftet med dannebrog og sunget nationalsang.

Efter sang og taler i slotsgården har alle Folketingets partier slået dørene op til en forfriskning og til en snak med de nye borgere.

23-årige Kadir Kurbasevic, der har serbisk baggrund og har boet i Danmark siden han blot var tre måneder, har siden han fyldte 18 år forsøgt at få dansk statsborgerskab.

Sidste år lykkedes det, og derfor er han søndag taget fra Middelfart til Christiansborg.

- Nu har jeg kæmpet lang tid for at få statsborgerskab, og derfor ville jeg også være med til den her dag, siger Kadir Kurbasevic og tilføjer:

- Jeg synes, at den her dag er noget af det fedeste. Jeg er virkelig positivt overrasket ud over alle grænser. Det er fedt at se, hvor åbne politikerne er, og hvor velkomne vi er.

For Kadir Kurbasevic var det helt afgørende at blive dansk statsborger.

- Jeg har ikke nogen forbindelse til Serbien, og jeg har ikke nogen planer om at flytte derned. Derfor ville jeg gerne have det på skrift, at jeg er dansk statsborger, og jeg har altid vidst, at jeg ville være dansk statsborger. Koste hvad det vil.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.