Sanders napper sejr fra Clinton i West Virginia
Ikke overraskende vinder Donald Trump Republikanernes to primærvalg. Han er partiets eneste kandidat.
Demokraternes Bernie Sanders står til at vinde primærvalget i delstaten West Virginia over Hillary Clinton.
Demokraternes Bernie Sanders står til at vinde primærvalget i delstaten West Virginia over Hillary Clinton. Foto: Rich Pedroncelli/AP


Demokraten Bernie Sanders vinder ifølge flere amerikanske medier partiets primærvalg i delstaten West Virginia over sin rival, Hillary Clinton.

MSNBC, Fox News og CNN udråber Sanders som vinder i staten, der dermed er den seneste triumf for den 74-årige senator fra Vermont.

Det tog nogle timer for medierne at kåre Sanders som vinder, da der til at begynde med var for tæt løb mellem kandidaterne til at pege på den sejrende demokrat.

Bernie Sanders erklærede sig dog alligevel som sejrherre i West Virginia, umiddelbart efter at valgstederne var lukket.

- Vi har netop fået at vide, at vi har vundet vores 19. stat, og vi tager dermed størstedelen af de delegerede ved dagens primærvalg i West Virginia, lyder det i en mail fra Sanders' kampagne ifølge The Guardian.

- Vi anerkender fuldt ud, at det er op ad bakke for os, men det er vi vant til. Vi har kæmpet fra kampagnens første dag, og vi bliver i kapløbet, indtil den sidste stemme er afgivet. Med jeres hjælp håber jeg også at kunne udfordre Trump, lyder det videre med henvisning til den republikanske kandidat, Donald Trump.

Trods Sanders' sejr i West Virginia ligger Hillary Clinton klart i front i kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat frem mod valget 8. november.

På Republikanernes side har vælgerne i West Virginia ikke overraskende peget på netop milliardæren Donald Trump som deres foretrukne præsidentkandidat. Han er den eneste kandidat, der står tilbage i det republikanske felt.

Også i delstaten Nebraska, hvor kun Republikanerne har stemt tirsdag, har Trump høstet delegerede med en sejr.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.