San Bernardino-ofre går mod Apple i krypteringssag
Apple bør låse den iPhone, der tilhører en af attentatmændene fra angrebene i San Bernardino, op, mener ofre.
Apples topchef, Tim Cook, vil ikke låse angrebsmanden Syed Farooks telefon op.
Apples topchef, Tim Cook, vil ikke låse angrebsmanden Syed Farooks telefon op. Foto: Richard Drew/AP


Flere af ofrene for angrebet i San Bernardino vil udsende en støtteerklæring til de amerikanske myndigheder, der forsøger at tvinge it-virksomheden Apple til at låse en krypteret iPhone fra en af gerningsmændene op.

Det siger advokat Stephen Larson, der repræsenterer nogle af ofrene for angrebet, til Reuters.

- Mine klienter blev angrebet af terrorister. De har behov for at vide, hvorfor og hvordan dette kunne ske, siger Larson ifølge Reuters.

En talsmand fra justitsministeriet afviser søndag at kommentere sagen.

14 mennesker døde og 22 blev såret i angrebet, hvor et ægtepar angiveligt var blevet inspireret til at udføre massakren af Islamisk Stats tankesæt.

Ægteparret døde i en skududveksling med politiet.

Ofrenes modstand mod Apple kan give de amerikanske myndigheder et vigtigt kort på hånden i striden med virksomheden, der af principielle grunde nægter at låse telefonen op.

Det amerikanske forbundspoliti, FBI, har ønsket Apples hjælp til at åbne den ene af de to formodede gerningsmænds telefoner ved at dekryptere nogle af telefonens adgangskoder.

Apple mener til gengæld, at det er deres opgave at beskytte privatlivets ret mod de føderale myndigheder.

I et brev til Apples kunder skrev topchef Tim Cook i sidste uge, at Apple "sørger over tabet af menneskeliv og ønsker retfærdighed for de mennesker, hvis liv blev berørt."

Virksomheden bukker dog indtil videre ikke under for presset fra FBI.

Den mistænkte Syed Farook, der blev dræbt under angrebene i en ildkamp med politiet, var offentligt ansat i delstaten Californien, hvor angrebene fandt sted.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.