RYANAIR: DISCOUNT I LUFTEN
Samuelsen trumfer Joachim B.: Ryanair-løn er unfair
Liberal Alliancens leder Anders Samuelsen siger nu, at lønninger i Ryanair er unfair. Dermed bryder han med partikollegaen Joachim B. Olsen, der tidligere har været ligeglad med de lave lønninger.
- Jeg synes ikke, det er en fair løn, sagde Anders Samuelsen mandag aften i et interview på DR2.
- Jeg synes ikke, det er en fair løn, sagde Anders Samuelsen mandag aften i et interview på DR2. Niels Ahlmann Olesen/Scanpix


Markante politikere fra Liberal Alliance er rivende uenige om lønforholdene i det omdiskuterede flyselskab Ryanair, der snart gør klar til flyvning til og fra Københavns Lufthavn.

I programmet ”Vi ses hos Clement” mandag aften på DR2 blev partileder Anders Samuelsen interviewet om blandt andet lønningerne i Ryanair, der ifølge Flyvebranchens Personale Union for nogle medarbejdere ligger under 10.000 kroner:

LÆS OGSÅ: V-profil støtter LO: Få Ryanair ned med nakken

- Jeg synes ikke, det er en fair løn, sagde Anders Samuelsen og understregede:

- Jeg synes, det er en lav løn.

Uenige

For lidt over en uge siden var meldingen fra Liberal Alliance en ganske anden. Partiets arbejdsmarkedsordfører, Joachim B. Olsen, sagde dengang til Avisen.dk, at vi kan være ligeglade med, hvilken løn folk vil arbejde for.

LÆS OGSÅ: Joachim B. om Ryanair-løn: Hvad kommer det os ved?

- Det personale, der er hos Ryanair, har jo selv sagt ja til at arbejde til den løn. Hvad kommer det så os andre ved? Jeg synes, det er underligt, at man blander sig i andre menneskers løn- og arbejdsforhold, sagde Joachim B. Olsen, der også afviste, at de lave lønninger ville være en glidebane mod dårligere levevilkår.

LÆS OGSÅ: Ryanair-ansat: 10.000 kr om måneden og ingen ferie

- Det er noget sludder. De ansatte i Ryanair har aftalt løn- og arbejdsforhold med deres medarbejdere. Hvis andre tilbyder bedre forhold, kan folk bare gå derhen. Så bliver der konkurrence om at få de bedste medarbejdere, sagde Joachim B. Olsen.

Retssag venter

Dermed er Liberal Alliances holdning til løn- og arbejdsvilkår i det kontroversielle, irske flyselskab Ryanair, der til marts gør klar til flyvninger fra Københavns Lufthavn, uklar.

Ryanair bliver trukket i retten, allerede før flyselskabet overhovedet når at gå i gang med at have ruter fra og til Københavns Lufthavn.

LÆS OGSÅ: Ryanair truet af blokade i Danmark

Fagbevægelsen i form af LO har slæbt flyselskabet i Arbejdsretten. Her vil man have rettens ord for, at man lovligt kan gå ind i en konflikt med det irske flyselskab, der tilbyder sine ansatte lave lønninger, barske ansættelsesvilkår og nægter at forhandle overenskomst.

Avisen.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Joachim B. Olsen og Anders Samuelsen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.