Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, siger på vej ind til Marienborg, at han forventer enighed om et regeringsgrundlag søndag.
- Jeg tror, det bliver i dag, at vi får skabt grundlaget for det mest ambitiøse, positive, optimistiske regeringsprogram, Danmark har set. Det bedste borgerligt-liberale regeringsprogram, vi nogensinde har set, siger han.
Han vil ikke svare på spørgsmål om det konkrete indhold i regeringsgrundlaget.
Adspurgt om han så også tror, at det ambitiøse, optimistiske regeringsprogram vil kunne føres ud i livet i en situation, hvor Dansk Folkeparti har de afgørende mandater, siger han:
- Jo tydeligere man er i, hvad man vil, og hvor godt det bliver for Danmark, jo større er sandsynligheden for, at man kommer et godt stykke ad vejen.
- Jeg tror ikke, der er nogen, der vil være i tvivl om, hvad retningen er, og hvad vi tror på som et samlet trekløver.
Forhandlerne mødtes klokken 11 på Marienborg. Forinden har den konservative folketingsgruppe givet klar opbakning til at gå i regering baseret på, hvordan udkastet til regeringsgrundlag så ud søndag morgen.
Anders Samuelsen lader forstå, at han også har opbakning fra sin folketingsgruppe.
- Der er en enormt stor tillid til Simon Emil Ammitzbøll (LA's gruppeformand og politiske ordfører, red.) og mig. Vi har løbende holdt dem orienteret, og vi har et telefonmøde med folketingsgruppen kvart over et, siger Samuelsen.
Forhandlerne oplyser, at de først og fremmest koncentrerer sig om at forhandle et regeringsgrundlag på plads. Det forventes at blive præsenteret søndag.
Spørgsmålet om, hvem der skal være ministre, ventes først besvaret mandag.
/ritzau/