Samuelsen er klar til at tage det ultimative ansvar
Liberal Alliance går i regering, hvis det bliver aktuelt, siger partileder Anders Samuelsen.


Anders Samuelsen (LA) fastslår, at Liberal Alliance er klar til at gå med i en blå regering. Dermed ikke sagt, at partiet nødvendigvis ender med at gå i regering, men man tager ansvaret, hvis det bliver aktuelt.

- Jeg har sagt, at et parti, der tager sig selv alvorligt og betragter sig selv som en vigtig spiller i dansk politik, skal være klar til at tage det ultimative ansvar og gå i regering. Men lad os nu se, siger Anders Samuelsen og tilføjer:

- De seneste fire-fem år har vi arbejdet benhårdt fra morgen til aften på at være med til at sætte nye dagsordener i Danmark. Nu skal vi omsætte det til konkrete resultater, og det bliver hårdt arbejde.

Omkring midnat med mere end 90 procent af landets stemmer talt op, står Liberal Alliance til at få 7,5 procent af stemmerne, hvilket er partiets bedste resultat nogensinde, efter at det i 2011 fik 5,0 procent af stemmerne.

- Vi er utrolig taknemmelige over, at vi igen oplever fremgang. Det er en utrolig udvikling, det her parti går igennem, siger Anders Samuelsen om valgresultatet.

Også Dansk Folkeparti oplever fremgang ved dette valg. Faktisk ser partiet ud til at blive det største i blå blok med 21,2 procent af stemmerne.

Anders Samuelsen vil dog endnu ikke forholde sig til, hvordan et samarbejde med DF vil komme til at se ud.

- Lad os vente med at diskutere det, til vi har set de endelige valgresultater. Hvis der er en blå sejr, så sætter vi os sammen og finder ud af noget godt for Danmark.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.