Samuelsen: "Det er regeringen der kan vælte sig selv"
Liberal Alliances leder afviser, at han spiller med musklerne over for Løkke i regeringsforhandlingerne.
- Sådan må det være. Jeg truer sådan set ikke med at vælte nogen. Det er regeringen, der kan vælte sig selv, hvis den ikke sørger for at have sit parlamentariske grundlag i orden, siger Samuelsen.
- Sådan må det være. Jeg truer sådan set ikke med at vælte nogen. Det er regeringen, der kan vælte sig selv, hvis den ikke sørger for at have sit parlamentariske grundlag i orden, siger Samuelsen. Foto: Søren Bidstrup/arkiv/Scanpix


Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, mener ikke, at han har truet med at vælte Lars Løkke Rasmussen (V) og den kommende borgerlige regering.

- Det er helt sikkert, at vi skriver ikke under på noget, før der ligger en samlet aftale, der dækker alle områder, som vi kan se os selv i.

- Sådan må det være. Jeg truer sådan set ikke med at vælte nogen. Det er regeringen, der kan vælte sig selv, hvis den ikke sørger for at have sit parlamentariske grundlag i orden, siger han.

Torsdag er han sammen med Dansk Folkeparti og De Konservative inviteret til frokost hos Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen.

Onsdag var tonen en anden hos Samuelsen, der sagde, at Liberal Alliance ikke ender som Enhedslisten:

- Hvis vi ikke kan se os selv i regeringsgrundlaget, så ender vi i en situation som ved sidste valg, hvor Vestager (daværende Radikal leder, red.) fik sin vilje fuldstændig, og hvor alle andre partier ikke kunne se sig selv i øjnene. Den situation skal vi undgå, sagde han.

For dem, der skulle have glemt det, har de borgerlige partier som opposition mere end én gang klandret Enhedslisten for at lægge stemmer til SR-regeringens finanslove, der ikke ligefrem stemte overens med Enhedslistens eget partiprogram.

Spørgsmål: Anders Samuelsen, forestiller du dig, at der skal være et regeringsgrundlag, hvor du kan skrive under på det hele og sige, at alt det her kan vi stemme for?

- Det er ikke sådan, at vi kommer til at synes, at alt, hvad der står i et regeringsgrundlag, er noget, som vi synes, er fantastisk. Sådan er det ikke, for vi har ikke 90 mandater, men det skal være sådan, at vi kan se os selv i det. Ellers giver det ikke nogen mening for os.

- Der er rigtig mange ting, som er i spil på nuværende tidspunkt. Der er et samlet regeringsgrundlag, der er konstitueringen af Folketinget, og den måde vi skal arbejde på fremover.

- Øjeblikket er der nu, hvor partierne hver for sig kan sikre sig noget indflydelse. Det kan man ikke, hvis man lægger sig på ryggen og siger, at vi må tage det fra sag til sag, siger Samuelsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.