Samsungs overskud udhules af Apples succes
Indtjeningen hos den sydkoreanske elektronikkæmpe falder 40 procent i første kvartal.


Apples succes med sine seneste og større iPhones er hovedårsag til, at indtjeningen hos hovedkonkurrenten Samsung tog et ordentligt dyk i første kvartal.

Den sydkoreanske elektronikgigant måtte i årets tre første måneder se sit overskud falde med 40 procent i forhold til samme periode året før. Det viser regnskabet, der er offentliggjort onsdag. Samsung tjente i perioden 4,52 billioner won eller cirka 25 milliarder kroner.

I divisionen for mobiltelefoner var faldet endnu mere markant: Fra 6,4 billioner won til 2,7 billioner won. En stærk lokal valuta påvirkede indtjeningen negativt, fordi det gør de sydkoreanske produkter dyrere på de udenlandske markeder.

Indtil slutningen af sidste år var Samsung verdens førende producent af smartphones, men blev indhentet af Apple, som forleden præsenterede et rekordregnskab med et nettooverskud på 13,6 milliarder dollar for årets første kvartal.

Apples topchef, Tim Cook, forklarede fremgangen med, at flere forbrugere skifter over til iPhone samt stor vækst i salget i Kina. I alt solgte Apple 61,2 millioner iPhones i kvartalet.

Samsung oplyser ikke sit styksalg, men finanshuset Daewo Securities skønner ifølge Bloomberg News, at selskabet i kvartalet havde en produktion på 81 millioner mobiltelefoner.

Den gode nyhed til aktionærerne er, at forbrugerne har taget godt imod den nyeste mobiltelefon. Samsung forventer et rekordhøjt salg af den nye model, Galaxy S6 Edge.

- Galaxy-telefonerne har været en smule under pres. I hvert fald indtil S6 kom på markedet, siger analytiker Lee Jae Yun fra Yuanta Securities i Seoul.

Samsung ventes at sælge 48 millioner enheder af den nye model i 2015, vurderer analytikere over for Bloomberg News.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.