På næste fredag skulle Samsungs nye flagskib indenfor smartphones Galaxy Note være til salg i de danske butikker.
Den plan er dog udskudt til i første omgang starten af oktober, efter at den koreanske teknologigigant har registreret flere tilfælde, hvor telefonens batteri er brudt i brand eller eksploderet.
Det oplyser Samsungs danske landechef Claus Holm.
- Vi går nu i gang med et ekstra kvalitetstjek af batterierne på samtlige de Galaxy Note-telefoner, der skulle have været til salg i Danmark. Hver enkelt telefon vil blive tjekket, siger Claus Holm.
Det kan betyde, at der skal hentes nye batterier hjem fra fabrikken i Sydkorea, men Claus Holm forventer, at det ikke vil betyde, at der går lang tid, før man er klar med den meget ventede smartphone.
- Vi regner med at kunne begynde salget omkring 1. oktober, siger Claus Holm.
Problemerne er også blevet bekræftet hos hovedsædet i Sydkorea efter medierapporter om flere eksploderende telefoner.
- Vi har modtaget adskillige oplysninger om batterieksplosioner i Note 7, som blev officielt lanceret 19. august. Og det er blevet bekræftet, at der er et problem med en battericelle, siger lederen for Samsungs mobildivision, Koh Dong-Jin.
Samsung har foreløbig solgt en million Note 7, der har en skærm på 5,7 tommer. Det er blevet bekræftet, at 24 af dem er eksploderet, siger Koh Dong-Jin. Andre medier melder om, at 35 telefoner skulle være eksploderet eller brudt i brand.
Forhandlere i Danmark afventer udmelding fra Samsung. Telenor oplyser, at man er i gang med at undersøge situationen, og det samme er tilfældet hos Telia.
- For dem, der har forudbestilt telefonen, er intet ændret. De beholder deres nummer i køen, og så må vi se, hvad der sker, og hvad Samsung melder ud, siger pressechef hos Telia Rasmus Avnskjold.
/ritzau/AFP