Samsung skal betale Apple 3,75 milliarder kroner i sag om patent
En fem år gammel sag om patent er i første omgang afsluttet. Samsung skal betale Apple 3,75 milliarder kroner.
Direktør for Samsung Electronics Europe, YH Eom, må se sin virksomhed punge ud til ærkerivalerne fra Apple.
Direktør for Samsung Electronics Europe, YH Eom, må se sin virksomhed punge ud til ærkerivalerne fra Apple. Foto: Samsung/free


Samsung er gået med til at betale rivalerne fra Apple lidt over 548 millioner dollars efter en langvarig sag om patent.

Samsungs overtrædelser er, at de har kopieret forskellige funktioner og udseendet fra iPhone i deres Galaxy-telefoner.

- Samsung har bekræftet over for Apple, at de vil betale 548 millioner dollars direkte til Apple, sagde advokaterne for de to stridende parter i en fælles erklæring fredag.

Den sydkoreanske elektronikgigant Samsung er altså gået med til at betale et beløb, der svarer til 3,75 milliarder danske kroner til Apple.

Betalingen skal ske inden for ti dage fra fredag.

De forbeholder sig dog retten til at kræve dele af beløbet tilbage, hvis dommen omstødes i tilfælde af, at den amerikanske højesteret tager sagen op.

Apple sagde i den fælles erklæring, at de er uenige i Samsungs krav om potentielt at kræve et beløb tilbage.

Den skyhøje sum er stadig væsentligt mindre end den milliard dollars, som Apple ville have, da de i 2012 startede sagen ved retten i det nordlige Californien.

Parterne strides desuden stadig om, hvem der skal betale Apples sagsomkostninger på 1,8 millioner dollars.

Ærkerivalerne Samsung og Apple besluttede sig sidste år for at droppe alle stridigheder om patent uden for USA. Det markerede en delvis våbenhvile mellem verdens to største smartphone-producenter.

Firmaerne har bekriget hinanden i en lang række lande, hvor de hver især har beskyldt konkurrenten for at bryde hinandens patentlige rettigheder i en række smartphone og tablet-produkter.

Men det blev altså i første omgang Apple, der fik medhold i, at deres patentlige territorium var blevet overtrådt.

Samsung har tidligere fået opbakning fra flere andre elektronikgiganter, der ikke mener, man kan give megabøder til en elektronikvirksomhed, der overtræder patentrettigheder, som udgør en mindre del af et samlet produkt.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.