Samsung præsenterer to iPhone-udfordrere
Skærmen går rundt om siden på Samsungs nyeste smartphone, der skal tage kampen op med Apple.
Samsungs nyeste smartphone Galaxy S6 Edge har en skærme, der går rundt om telefonens kant.
Samsungs nyeste smartphone Galaxy S6 Edge har en skærme, der går rundt om telefonens kant. Foto: /free


Den koreanske elektronikgigant Samsung går nu endnu mere direkte efter kunderne hos konkurrenten Apple.

Søndag aften præsenterede selskabet den nyeste version af smartphone-flagskibet Galaxy, der nu - ligesom Apples iPhone - er nået til nummer seks i serien.

- Dette er verdens mest avancerede smartphone, sagde en selvsikker Samsung-topchef, JK Shin, da han præsenterede Galaxy-familiens nyeste medlem forud for verdens største mobilmesse, Mobile World Congress, der åbner i Barcelona mandag.

Samsung har udskiftet plastikken med glas og metal og dermed givet den nye smartphone den mere eksklusive fornemmelse, der også kendetegner de almindelige udgaver af iPhone.

- Den er blevet mere cool, siger den selvsikre Samsung-chef.

Selvsikkerheden bunder måske blandt andet i, at den nye Galaxy S6 kommer i to versioner - og den ene har noget, som iPhone ikke har, nemlig en skærm der buer rundt om telefonens kanter. Den version af Galaxy har derfor fået navnet Galaxy S6 Edge.

Den buede skærm er, ifølge Samsung, mere end bare udseende. For eksempel kan man tildele sine kontakter forskellige farvekoder. Når de ringer, lyser siden af telefonen, der hvor skærmen er buet rundt om kanten, med forskellige farver alt efter hvem der ringer.

Så kan man se, hvem der ringer, selv om telefonen ligger et stykke væk på for eksempel et bord. Så kan man jo overveje, om man gider at rejse sig for at tage den.

Galaxy S6 er udstyret med en 5,1 tommer stor Amoled-skærm. Det er lidt større end en iPhone 6, der er udstyret med en 4,7 tommer stort skærm. Til gengæld er den lidt mindre end iPhone 6 Plus, der har en skærm 5,5 tommer.

De to nye Samsung-telefoner kommer i de danske butikker 11. april. Den almindelige udgave koster 5500 kroner, mens man skal slippe 1000 kroner mere for udgaven med buet glas.

Ifølge konsulentfirmaet IDC stod der Apple på bagsiden af 36,6 procent af de smartphones, der blev solgt i Danmark sidste år. Samsung stod for 36,3 procent af salget.

Globalt er det dog omvendt. Her bliver der solgt væsentligt flere Samsung-telefoner end iPhones.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.