Samaranchs søn er udnævnt til vicepræsident i IOC
Juan Antonio Samaranch og Ugur Erdener er valgt ind som vicepræsidenter i IOC for en fireårig periode.


Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har på en session i Rio valgt to nye vicepræsidenter.

Den ene af vicepræsidenterne har skikkelse af Juan Antonio Samaranch junior, der er søn af den tidligere IOC-præsident med samme navn, skriver AFP.

Juan Antonio Samaranch senior sad på topposten i 21 år. Han blev vicepræsident i 1974 og overtog præsidentembedet i 1980. Først i 2001 trådte han af.

Ni år senere afgik han ved døden.

Hans søn er i dag 56 år og har været medlem af IOC, siden hans far trådte tilbage.

Også Tyrkiets Ugur Erdener blev valgt til vicepræsident.

Som sin navnkundige kollega blev han valgt ind for en fireårig periode.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.