Salg af topscorer sikrer millionoverskud i Randers
Salget af Ronnie Schwartz er årsag til, at Randers FC fik et overskud på 4,5 millioner i seneste regnskabsår.
Ronnie Schwartz lavede i to sæsoner i træk 14 Superliga-mål for Randers og blev belønnet med et skifte til fransk fodbold. (Arkiv).
Ronnie Schwartz lavede i to sæsoner i træk 14 Superliga-mål for Randers og blev belønnet med et skifte til fransk fodbold. (Arkiv). Foto: BONNERUP CLAUS/free


Superligaklubben Randers FC har mandag offentliggjort et millionoverskud i det regnskabsår, der sluttede 30. juni.

4,5 millioner kroner efter skat står der på bundlinjen i det kronjyske regnskab, der på grund af spillersalg blev noget bedre end forventet.

- Resultatet er meget tilfredsstillende. Vi havde budgetteret med et mindre underskud, men primært salget af Ronnie Schwartz til fransk fodbold har været medvirkende til det flotte resultat, siger selskabets bestyrelsesformand Svend Lynge Jørgensen i en pressemeddelelse.

Klubben solgte efter sidste sæson topscorer Schwartz til Guingamp, men det er de sportslige resultater ikke blevet dårligere af.

Randers ligger efter 14 spillerunder på andenpladsen i Superligaen, og kan altså samtidig glæde sig over en solid økonomi og en egenkapital på 48,6 millioner kroner.

- I indeværende regnskabsår budgetterer vi i øjeblikket med et mindre underskud med en ambition om mindst at få balance i tallene, også uden transferindtægter, som vi aldrig budgetterer med i Randers FC.

- Fortsætter de nuværende sportslige resultater, er jeg da også sikker på, at vi opnår denne balance, siger Svend Lynge Jørgensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.