Siden efteråret 2012 har Avisen.dk beskrevet en række risikable og kritiske arbejdsforhold for landets brandfolk.
Det startede i København, hvor tre elitebrandfolk var kollapset under øvelser og en mand var tæt på at miste livet. Det viste sig, at brandmænd i hele landet arbejder under kritiske arbejdsforhold.
Avisen.dk har i over 100 artikler afsløret adskillige sikkerhedsbrist og myndigheder, der slet ikke holdt øje arbejdsforholdene, hverken under ildebrande eller øvelser.
Kræftsagen er vokset frem
Det gælder ikke mindst en ubeskrevet kræftrisiko ved jobbet som brandmand, som ingen havde fortalt brandmændene om.
En uhyggelig dødsliste over kræftofre blandt brandfolk, har både fået de faglige organisationer og politikerne på Christiansborg til at reagere.
I april 2013 skærpede beskæftigelsesministeren indsatsen på en række områder. Blandt andet sendte ministeren Arbejdstilsynet ud på tilsyn ved rigtige ildebrande og bad dem gennemføre tilsyn ved samtlige brandstationer og uddannelsescentre inden årets udgang.
Australien, Canada og USA
Arbejdsskadestyrelsen fik til opdrag, at indsamle viden fra fagpersoner og undersøge, hvordan man håndterer sager om brandfolk og kræft i Canada, Australien og Californien.
De tre lande anerkender langt flere kræftformer som erhvervssygdomme for brandfolk.
Styrelserne har netop aflagt rapport over for ministeren.
Sager om kræftramte brandmænd får nu beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) til at iværksætte dansk forskning.
Forskningen anslås at koste fire til seks millioner kroner og forventes at kunne gennemføres i løbet af et par år.
Du kan gå på opdagelse i hele Avisen.dks dækning af arbejdsmiljøet for danske brandmænd her.