Sagan roser danskere efter etapesejr
Den slovakiske cykelrytter Peter Sagan roser sine to danske holdkammerater efter sin etapesejr i Californien.
Cykelrytteren Peter Sagan vandt onsdag etapesejren efter tre andenpladser på de første tre dage i cykelløbet Tour of California.
Cykelrytteren Peter Sagan vandt onsdag etapesejren efter tre andenpladser på de første tre dage i cykelløbet Tour of California. Foto: VAN NORDE ERNST/POLFOTO


Superstjernen Peter Sagan kom sent onsdag, dansk tid endelig først over stregen i cykelløbet Tour of California.

Efter tre andenpladser på de tre første dage af etapeløbet, lykkedes det ham at vinde spurten på fjerde etape onsdag.

Sejren kommer ovenpå en svær tredje etape dagen før, hvor Tinkoff-Saxo måtte sige farvel til to ryttere.

Michael Kolar måtte udgå med sygdom, mens Maciej Bodnar var styrtet med 70 kilometer i timen på en nedkørsel. Han brækkede kravebenet og mistede huden på det meste af ryggen.

Derfor var Peter Sagan også ekstra glad for, at det lykkedes holdkammeraterne at servere sejren for ham denne gang.

- Jeg vil dedikere denne sejr til Maciej Bodnar, fordi han var nødt til at stoppe løbet efter et slemt styrt, siger Peter Sagan i en pressemeddelelse.

Han takker også holdkammeraterne for at have arbejdet hårdt i sidevinden og køre ham i stilling til spurtsejren.

- Vi mistede Bennati i afslutningen på grund af en punktering tre kilometer før mål, men Breschel, Mørkøv og McCarthy gjorde et stort arbejde for at køre mig frem i front, mens Cavendish lå et stykke længere tilbage i de sidste sving, forklarer Peter Sagan.

- Slovakken, som har løbets rekord med i alt 12 etapesejre i karrieren, er nu nummer to i den samlede stilling, 22 sekunder efter den førende lette Toms Skujins.

Torsdag fortsætter løbet med 157 kilometer fra Santa Barbara til Santa Clarita.

Fredagens enkeltstart til Big Bear Mountain er blevet flyttet på grund af dårligt vejr. Etapen skal nu køres omkring Santa Clarita, fordi vejrudsigten omkring den oprindelige rute byder på sne og meget kolde temperaturer.

Hvor lang enkeltstarten bliver, melder arrangørerne først ud torsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.