Sag om rottegift i drikkevand mangler beviser
En 62-årig landmand fra Nordvestjylland var sigtet, men bliver ikke tiltalt for forgiftning af drikkevand.
En 62-årig landmand var sigtet for at putte rottegift i sine naboers vandrør.
En 62-årig landmand var sigtet for at putte rottegift i sine naboers vandrør. Foto: CATHRINE ERTMANN/POLFOTO


En usædvanlig straffesag om rottegift i et vandrør i Snedsted nær Thisted er opgivet.

Statsadvokaten i Viborg har besluttet ikke at rejse tiltale mod en 62-årig landmand, som var mistænkt for at placere cirka 400 gram rottegift i sine naboers vandrør.

- Vi mener ikke, at vi kan føre bevis for, at ham, der har været sigtet i sagen, har puttet rottegift i vandrøret, siger anklager Peter Koukoumis til Ritzau.

Giften blev fundet, da Thisted Vand var i gang med at etablere vandforsyning til en ejendom. Den 62-årige, der er nabo til ejendommen, blev anholdt i januar sidste år.

- For det første er der ikke noget unaturligt i, at han har været på gerningsstedet, for han bor lige ved siden af, siger Peter Koukoumis.

- For det andet er der ikke noget unaturligt i, at han har rottegiften, som er blevet anvendt, for det er der mange andre i området, der også har, siger han.

Manden blev sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 186, som handler om bevidst at ville forgifte drikkevand.

- Strafferammen er op til 10 år, og det er absolut alvorligt, at man med henblik på at skade andre mennesker putter rottegift i drikkevandet, siger Peter Koukoumis.

Efterforskerne har fundet tre typer rottegift i vandrøret, men selvom samme varianter er fundet på landmandens ejendom, er det ikke i sig selv mistænkeligt.

- Alle typer har i et vist omfang været brugt i Snedsted og omegn. Og alle har kunnet skaffe sig adgang til rottegiften, fordi den har ligget i uaflåste rottefælder rundt omkring i området, siger Peter Koukoumis.

- Endeligt er der ingen vidner, der har set eller hørt noget, og det fører altså til, at vi ikke mener, der er bevis i sagen til, at vi kan rejse tiltale, siger han.

Vandrøret var endnu ikke tilsluttet, og familien, som bor i ejendommen, hvor giften blev opdaget, har derfor ikke været udsat for fare.

Ifølge anklageren har familien ingen kendte fjender, som kunne have interesse i at forgifte dem.

- Der er ikke noget hos de forurettede, der kan give antydning til et motiv, siger Peter Koukoumis.

Efterforskerne har i forbindelse med de tekniske undersøgelser ikke fundet DNA-spor, der kan lede til gerningsmanden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.