Sætter helbredet på spil: Arbejdet udmatter omsorgsarbejdere
Arbejdet slider hårdt på ansatte på børne- og ældreområdet.
Foto: Scanpix


Mere end 4 ud 10 af medarbejderne på plejehjem, i hjemmeplejen og i daginstitutionerne er meget trætte eller helt udmattede efter en typisk arbejdsdag.

Det viser en ny medlemsundersøgelse fra fagforbundet FOA, der blandt andre organiserer social- og sundhedspersonale og pædagogmedhjælpere.

Fem procent af FOAs medlemmer er helt udmattede', og 37 procent er 'meget trætte', når de får fri.

Andreas Holtermann, der er professor ved NFA, vurderer, at FOA-medlemmernes trætheds-niveau er højt, og han peger på, at udtalt træthed kan være en forløber for andre problemer.

"Ansatte, der ikke kan komme sig over trætheden i fritiden og henover natten, har en øget risiko for, at deres helbred påvirkes negativt og dermed øget risiko for sygefravær, siger Andreas Holtermann til Fagbladet FOA.

De faggrupper, der oplever den største træthed er social- og sundhedspersonale, pædagoger og pædagogmedhjælpere og ansatte inden for køkken og rengøring.

Disse faggrupper er da også mere trætte end den gennemsnitlige dansker efter en arbejdsdag. Det bekræftes af den store undersøgelse af "Arbejdsmiljø og Helbred i Danmark 2012-20", hvor Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) hvert andet år interviewer ansatte på mange forskellige arbejdsområder.

Andreas Holtermann understreger, at træthed ikke i sig selv et problem, hvis man får hvilet tilstrækkeligt efter arbejdet og får en god nats søvn. Træthed bliver først et problem, hvis man ikke får hvilet nok.

Kun to procent af FOAs medlemmer kan efter en arbejdsdag sige, at de ikke er trætte. De høje træthedstal er derfor også anledning til arbejdspladserne kikker arbejdsmiljøet efter i sømmene, mener Morten Bisgaard, der er arbejdsmiljøkonsulent i FOA.

"Tilbagevendende træthed i kroppen kan være en god grund til at tage en snak med sin arbejdsmiljørepræsentant eller sin leder og få ny fokus på det fysiske arbejdsmiljø i APV'en."
Det er også vigtigt at holde sine pauser og bruge de tekniske hjælpemidler, der er til rådighed, fastslår Morten Bisgaard.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.