Sæsonen er slut for dansk NHL-stjerne
Mikkel Bødker, der ødelagde milten midt i januar, kommer ikke på isen mere i denne sæson.
Mikkel Bødker misser resten af sæsonen. Arkivfoto.
Mikkel Bødker misser resten af sæsonen. Arkivfoto. Foto: Hannah Foslien/AP


Ishockeyspilleren Mikkel Bødker kommer ikke i aktion for sin NHL-klub, Arizona Coyotes, mere i denne sæson.

Bødker ødelagde milten i en kamp mod Winnipeg Jets 18. januar og måtte igennem en lynoperation samme aften, og det er eftervirkningerne fra det dramatiske uheld, der tvinger danskeren til at tage den med ro i en rum tid endnu.

Natten til mandag dansk tid bekræfter Coyotes' general manager, Don Maloney, på klubbens officielle hjemmeside, at den hurtige dansker har spillet sin sidste kamp i sæsonen.

Mikkel Bødker fortalte i et interview i begyndelsen af februar, at han havde tabt ni kilo som følge af uheldet. Han mærkede små fremskridt, men turde på det tidspunkt ikke at spå om, hvornår han kunne gøre comeback.

- Det bliver en lang proces. Vi har læger af høj kaliber her, og det vigtigste bliver at lytte til dem og være sikker på at gøre det rigtige, sagde Bødker.

Arizona Coyotes kunne ellers godt bruge Bødker, eftersom klubben har gang i en skrækkelig sæson, og selv om der endnu resterer 19 kampe i grundspillet, står det klart, at klubben ikke kommer med i playoff.

Aktuelt er Coyotes inde i rædselsstime og har tabt de seneste ni kampe på stribe.

For det danske landshold er det formentlig heller ikke gode nyheder, at Bødker ikke kommer i aktion mere i foråret.

Selv om danskeren eventuelt skulle nå at blive frisk, er det mere end tvivlsomt, om Arizona Coyotes vil give ham fri til VM i Tjekkiet, der begynder i starten af maj.

Bødker nåede at lave 14 mål og 14 assister i de 45 kampe, han fik, inden skaden stoppede ham.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.