Særlig bil efterlyses efter skuddrama
Fire-fem gange har gerningsmænd forsøgt at dræbe yngre mand på åben gade i København. Nu er han såret, og politiet efterlyser en bil, som vidner har set køre fra stedet.

Se flere videoer på Localeyes.dk
Henter afspiller ...
To mænd blev såret, da der lørdag aften på Tagensvej blev affyret mellem seks og otte skud. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


En blå Skoda Superb er et vigtigt spor for politiet i sagen om skyderiet lørdag aften i København, hvor en 23-årig mand endnu en gang blev forsøgt dræbt.

Flere gange i de seneste måneder har der været skudt mod manden, der omkring nytår stod frem i Ekstra Bladet.

Både den 23-årige og en to år ældre mand blev såret, da der lørdag aften på Tagensvej blev affyret mellem seks og otte skud.

- De forurettede er blevet afhørt, siger politiets efterforskningsleder, Youssef Lharraki, søndag formiddag.

Han ønsker ikke umiddelbart at fortælle om indholdet af samtalerne, men politiet vil forsøge at foretage en grundigere afhøring senere.

- Vi har afhørt vidner i området og har foretaget gerningsstedsundersøgelse. Vi forsøger nu at sammenstykke forløbet, siger Youssef Lharraki. Ingen er søndag formiddag blevet anholdt i sagen.

Klokken 19.20 blev der affyret seks-syv skud mod de to mænd nær en Q8 tankstation ved Tagensvej 91.

Vidner så en mørk bil køre fra stedet. Det er en blå Skoda Superb.

- Hvis folk har set bilen før eller efter skyderiet, vil vi gerne høre om det, siger den centrale efterforskningsleder.

Omkring fire-fem gange tidligere har gerningsmænd på åben gade i København åbenbart forsøgt at dræbe den 23-årige.

"Jeg gemmer mig ikke", lød overskriften til en artikel i Ekstra Bladet på årets sidste dag 2014, hvor manden stod frem.

Man så manden stå og smile skævt til fotografen. På en sneplettet græsplæne stod han med hænderne i lommerne og iført mørkt tøj og en tophue.

I december blev der ved tre lejligheder affyret skud mod manden.

10. december blev der om aftenen skudt på hjørnet mellem Greisvej og Kastrupvej på Amager efter en længere biljagt. Ingen blev ramt.

15. december blev der løsnet mellem tre og fire skud ved Københavns Stormoské i nordvestkvarteret. Både en rude i moskeen og en bil, der stod parkeret på stedet, blev truffet.

28. december blev der på Valby Langgade afgivet en byge af skud mod en bil, der holdt for rødt.

6. januar i år blev den 23-årige angiveligt forsøgt stukket ned med kniv på Bjergstedvej i Brønshøj, da fire overfaldt ham.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.