Sær robot skal 'tale' med danske dyr
Danske biologer og robotforskere har slået sig sammen med en amerikansk robotbygger om at skabe en robot, der kan kommunikere med et dyr, der lever i København.
Der er mange ænder i København, men forskeren er mere interesseret i at bygge en robot, der kan tale med en skade. Han syntes dog også, det kunne være sjovt at høre fra en vandmand.
Der er mange ænder i København, men forskeren er mere interesseret i at bygge en robot, der kan tale med en skade. Han syntes dog også, det kunne være sjovt at høre fra en vandmand. Colourbox


Af Videnskab.dk.

Du skal ikke blive forskrækket, hvis du i de kommende uger går en tur i København og pludselig støder ind i en robot, der sludrer med en skade. Der er bare tale om et meget utraditionelt kunst- og forskningsprojekt.

Frem til februar gæster den amerikanske robotbygger og kunstner Ian Ingram Københavns Universitet, og sammen med robotforskere og biologer skal han skabe en robot, som kan kommunikere med et endnu ikke udvalgt dyr i den københavnske natur, skriver Videnskab.dk.

»Jeg har endnu ikke besluttet mig til, hvilket specifikt dyr robotten skal kunne kommunikere med. Men det kunne godt blive en skade, for dem møder jeg hele tiden her i København.«

»Det kunne nu også være fedt at lave en robot, der kan kommunikere med et vanddyr – for eksempel en vandmand, hvis det er muligt,« siger Ian Ingram.

Se videoer med Ingrams robotter, der kommunikerer med dyr, på Videnskab.dk

Normalt tænker vi på en robot som en maskine, der skal kunne fungere sammen med mennesker. Men den amerikanske kunstner har mange års erfaring med at lave robotter, som kan kommunikere med dyr. Blandt andet egern, myrer og firben.

Ian Ingram forsøger at skabe robotter, der fungerer på dyrs præmisser.

»Jeg har lige lavet en robot, som interagerer med nogle firben, som er meget almindelige, der hvor jeg bor i Californien. Firbenene hævder deres territorier ved at løfte sig op og ned – altså lave noget, der ligner armbøjninger.«

»Robotten ligner ikke et firben i sin form. Men den kan udføre bevægelser, som repræsenterer essensen af firbens gestusser.«

»Robotten har kameraer, der aflæser gestussen, der foregår foran den. Hvis der kommer et firben og laver 'armbøjninger', så vil robotten svare med 'armbøjninger'. Og så er der en interaktion. En, som mennesker kan iagttage, men ikke med sikkerhed forstå,« fortæller Ian Ingram.

Læs også hos Videnskab.dk: Sex med dyr – ja, hvorfor ikke?

Janne Winther Kristensen forsker i dyreadfærd ved Aarhus Universitet og har ikke haft noget med Ian Ingrams robotter at gøre.

Hun kan dog sagtens følge logikken bag Ian Ingrams robotter.

»Det giver fint mening. Jeg tror, det kan lade sig gøre at lave robotter, som får dyr til at reagere på bestemte stimuli. Det skal bare være stimuli, der efterligner noget, som de normalt ville reagere på i deres natulige miljø,« siger Janne Winther Kristensen.

Hun forsker mest i adfærden hos større pattedyr – især heste. Og hun er ikke tvivl om, at man kan bygge en robot, der kan få heste til at reagere.

»Heste reagerer på bevægelser, hvis de tror, de stammer fra et rovdyr. Går et menneske ud på en hestefold, reagerer dyrene ikke. Men går mennesket på alle fire, tror de, det er til fare, og så løber de væk. Jeg kan sagtens forestille mig, at man kan bygge en robot, der efterligner den slags bevægeler,« siger Janne Winther Kristensen.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Robot kan klatre som en gekko

Abe bevæger robot-arm med tankerne

Mærkeligt havvæsen skyllet op på dansk strand

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.