Säpo efterforsker svensk moskéangreb
Det svenske sikkerhedspoliti mener, at brandattentatet mod en moské i Eskilstuna kan være politisk motiveret.
Ifølge politets oplysninger befandt der sig 70 personer i lokalerne, da et objekt blev kastet ind i moskéen, der straks begyndte at brænde. Alle kom ud i live, men to er indlagt på hospitalet.
Ifølge politets oplysninger befandt der sig 70 personer i lokalerne, da et objekt blev kastet ind i moskéen, der straks begyndte at brænde. Alle kom ud i live, men to er indlagt på hospitalet. Polfoto


Det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, er nu trådt ind i efterforskningen af et brandattentat mod en moské i Eskilstuna. Grunden er, at der kan være tale om en politisk motiveret forbrydelse, skriver nyhedsbureauet TT.

Den udbrændte moské blev anden juledag overøst med hjerter, som en sympatitilkendegivelse og støtte til de berørte.

Mange har taget imod opfordringen om at kærlighedsbombe moskéen, som juledag blev udsat for et brandattentat.

Ifølge politets oplysninger befandt der sig 70 personer i lokalerne, da et objekt blev kastet ind i moskéen, der straks begyndte at brænde.

Det lykkedes alle at komme ud, men to personer behandles fortsat på det lokale sygehus. En af dem er kommet alvorligt til skade, men vedkommendes tilstand er stabil ifølge sygehuset.

Om eftermiddagen anden juledag begyndte mennesker at sætte deres kærlighedsbudskaber på de træplader, der er opsat for at beskytte bygningen, efter at branden har blæst vinduerne ud. De tændte også lys for at tilkendegive deres sympati.

Politiet fortsætter med efterforskningen med blandt andet afhøringer og tekniske undersøgelser.

- Vores teknikere er på brandstedet, hvor de leder efter spor, og vi har op mod 10 politifolk, der arbejder med sagen i dag, siger forundersøgelsesleder Lars Franzell fra politiet i Eskilstuna.

Også Säpo er gået ind i efterforskningen.

- Vi iværksatte vore arbejde første juledag med at indhente information såvel på nettet som i forskellige kriminelle miljøer. Vi indsamler ny information fra både åbne kilder og personkilder ud fra den betragtning, at der kan være tale om en politisk motiveret forbrydelse, siger Säpos pressechef, Sirpa Franzén.

Myndighederne gennemgår også ældre informationer fra tidligere efterretningsarbejde i såkaldte kriminelt aktive miljøer.

- Säpo har en viden, som strækker sig over længere tid, og som går mere i dybden. Men vi må se om det kan hjælpe politiets videre efterforskning, siger Franzén.

Politiet efterforsker ifølge dagbladet Expressen en anden episode, hvor en moské i nærheden af den brændte natten til fredag fik knust flere ruder, ligesom der er øvet hærværk mod to biler.

/ritzau/TT

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.