I disse dage modtager trængte familier julehjælp fra forskellige organisationer.
Men nogle forsøger at sælge hjælpen, der blandt andet består af gavekort beregnet til julegaver, videre.
Det oplever man hos Dansk Folkehjælp, skriver BT.
Og der er slet ikke i orden, lyder det fra organisationen.
- Når man har modtaget julehjælp, får man klart og tydeligt at vide, at gavekortene ikke er til videresalg. Vi går ud fra, at man har søgt en julehjælp, fordi man har brug for den, så det er på ingen måde i orden, siger generalsekretær i Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem, til BT.
Julehjælpen fra Dansk Folkehjælp har en værdi af 1500 kroner, og består blandt andet af gavekort på 500 kroner til Sportmaster og Fætter BR. I julehjælpen er der også et gavekort på 500 kroner til Rema1000 eller en kurv med madvarer til en værdi af 500 kroner.
Det er blandt andet på Facebook, at nogle modtagere forsøger at sælge gavekort videre. Dansk Folkehjælp er i år blevet gjort opmærksomme på op til 10 tilfælde, hvor der har været forsøg på videresalg. Organisationen har i år uddelt julehjælp til omkring 9.200 familier, og det er derfor en meget lille andel af modtagerne, der bryder reglerne.
- Det er noget skidt på den måde, at nogle få, der træder ved siden af, rammer dem, der godt kan finde ud af reglerne, siger Klaus Nørlem til BT.