Bare rolig, vi snakker kun om mus. De små nysgerrige gnavere. Men det kan faktisk være en ganske ubehagelig affære at dele hus med en mus eller en hel musefamilie!
Heldigvis kan du nemt undgå at få de små, ubudne gæster til overnatning, hvis blot du tager dine forholdsregler og lukker musenes favoritindgange til dit hjem. Her får du vores guide til et musefrit hjem.
Undgå støvmider i hjemmet. Læs mere på isabellas.dk
Fem steder, du bør musesikre:
Gulvet
Undersøg gulvet, og vær særlig opmærksom på områder omkring vinduer og døre. Finder du et hul eller en sprække, der er større end enden på en blyant, bør du lukke det med det samme. Mus kan tygge sig igennem bløde materialer, så sørg for at lukke hullet med hårde materialer som mørtel. Følg instruktionerne på emballagen, så du sikrer dig, at hullet i gulvet forsegles korrekt.
Vinduer og døre
Mus er mest aktive om natten, så hvis du lader vinduet eller en dør stå på klem, når du går til ro om aftenen, bør du opsætte et kraftigt vindue- eller dørnet for at undgå, at musene sniger sig ind. Sørg også for jævnligt at tjekke nettet for huller.
Sådan afrimer du din fryser korrekt. Læs mere på isabellas.dk
Garagen
Det er ofte ganske nemt for mus at få adgang til garagen, fordi vi tit åbner og lukker døre og porte, uden at vi er opmærksomme på, om små, listige gæster sniger sig med indenfor. Sørg derfor for at være ekstra opmærksom på åbninger i forbindelsen fra hus til garage. Tjek også garagens vægge for huller og sprækker, der kan lede musene direkte ind i din varme bolig.
Skorstenen
For en mus kan skorstenen ligne et stort træ og dermed det perfekte sted at bygge en rede. Undgå at musene bygger rede eller trænger ind i dit hjem via skorstenen ved at installere et beskyttelsesnet i toppen af den. Husk også lukke spjældet, så snart der ikke er ild i brændeovnen.
Rør og ledninger
Mus bruger dine rør som små løbegange med direkte adgang til dit hus. Sæt derfor tid af til at undersøge de steder, hvor rørene er tilsluttet huset. Er der luft omkring røret og husmuren, bør du straks lukke det til med ståluld og derefter dække ståluldet med mørtel. Disse luftrum mellem rør og husmur er nemlig en åben invitation til musene.
Tip! Tag en blyant med dig, når du går i gang med at musesikre dit hjem. Finder du et hul eller en sprække, der er større end den uspidsede ende på en blyant, kan en mus snildt trænge ind.
Nanna Louise Post Larsen, Isabellas, Aller Media