Sådan udvindes skifergas
Skifergas er en omstridt energikilde, og en efterforskningsboring efter skifergas i Nordjylland er standset.
Byrådet i Frederikshavn diskuterer, om energiselskabet Total skal lave en ny miljøredegørelse. Arkivfoto
Byrådet i Frederikshavn diskuterer, om energiselskabet Total skal lave en ny miljøredegørelse. Arkivfoto Foto: Dario Lopez-Mills/AP


Byrådet i Frederikshavn vil diskutere, om det franske energiselskab Total skal lave en ny miljøredegørelse, før en efterforskningsboring efter skifergas kan fortsætte.

Det skal drøftes på et byrådsmøde 27. maj.

Boringen blev stoppet tirsdag, da det kom frem, at Total har brugt et kemikalie, uden at det fremgik af den såkaldte VVM-redegørelse.

* Skifergas er en naturgas, som ikke findes i almindelige gaslommer, men i stedet er oplagret dybt nede i jorden i skiferformationer.

* Ved udvinding af skifergas bruger man hydraulisk frakturering - såkaldt "fracking", der indebærer underjordiske sprængninger i skiferlagene og brug af kemikalier.

* Det franske energiselskab Totals efterforskningsboring i Dybvad ved Frederikshavn blev påbegyndt mandag og standset tirsdag.

* Total ønsker at bruge ni kemikalier ud over dem, selskabet har opgivet i VVM-redegørelsen, og som selskabet allerede har fået tilladelse til at bruge.

* Miljøstyrelsen vurderer, at de nye kemikalier ikke er mere skadelige end de øvrige, og at der er en meget lille risiko for, at de vil komme i kontakt med det omgivende miljø.

* Det har skabt stor lokal modstand i Frederikshavn Kommune, at byrådet den 25. juni 2014 stemte ja til prøveboringer efter skifergas.

* Ifølge Total er det muligt at beskytte grundvand og miljø med borerør og betonlag.

* En egentlig udvinding af skifergas i Nordjylland ligger formentlig syv til otte år ude i fremtiden.

* Den statsejede Nordsøfonden indgår med en ejerandel på 20 procent i Totals skifergasprojekt.

Kilder: Total, Frederikshavn Kommune, Danmarks Naturfredningsforening

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.