Sådan tager du hånd om brysterne på løbeturen
Det er vigtigt at vælge den rigtige bh for at give den optimale støtte til brysterne i fitnesslokalet og på løbeturen, fortæller eksperter.
Det er vigtigt, at du vælger den rigtige sports-bh for at give dine bryster den optimale støtte.
Det er vigtigt, at du vælger den rigtige sports-bh for at give dine bryster den optimale støtte. Foto: Myron Standret/Colourbox/free


Kvinder, der dyrker motion jævnligt, udsætter deres bryster for en voldsom belastning. Hvis ikke man giver dem den rette støtte, kan huden og vævet i brysterne blive strakt ud.

Forskning viser, at en sports-bh reducerer brysternes bevægelse med op til 75 procent i modsætning til en almindelig bh. Og spørger man specialansvarlig overlæge i plastikkirurgi på Aleris-Hamlet privathospital, Bo Jønsson, så sætter især løb et voldsomt tryk på brysterne.

- Huden er jo et ret elastisk stof, og vi kender det, når vi tager på. Vi mærker jo ikke noget til, at huden udvider sig. Når du løber, har dit bryst en vis tyngde, og hver gang du så rammer jorden, udsætter du dit bryst for en kraft, som i nogle tilfælde kan svare til den dobbelte vægt.

- Når det sker, vil huden give sig, og så kan man risikere at få hængebryst. Jo større bryst man har, desto mere hængebryst risikerer man også at få. Derfor anbefaler vi også, at man finder sig en god sports-bh, siger Bo Jønsson.

Og netop det at finde en god sports-bh er noget, Anita Falkenberg har styr på. Hun er produktchef hos Purelime Danmark, der er en af verdens største producenter af sports-bh'er.

Hun fortæller dog, at det ikke kun er ved løb, at kvinder bør bære en sports-bh.

- Vi ser, at der er stort behov for en god sports-bh ved eksempelvis ridning, men også når du hopper i en aerobic-klasse, er det nødvendigt med støtte. Styrketræning er derimod ikke nær så hårdt, men hver gang du løfter benene fra jorden, så har du en bevægelse i dit bryst.

- Bryster bevæger sig jo i ottetaller, så det er vigtigt at have støtte både foroven, i siderne og forneden, siger Anita Falkenberg.

Og netop brysternes bevægelse har også stort betydning for, hvilken type bh man bør købe, fortæller Anita Falkenberg. Der er nemlig stor forskel på sportstoppe og sports-bh'er.

- Hos os skelner vi meget mellem sportstoppe og sports-bh'er, da man i en sports-bh har to separate cupper, som indkapsler hvert bryst for sig. Det er meget vigtigt modsat de sportstoppe, som man bare hiver over hovedet, og hvor du ikke kan justere det nogen steder.

- Der er nemlig kun ligamenter og ingen muskler i brysterne, så er det først blevet slapt, er der ingen vej tilbage. Yngre piger i dag, som har en større barm, bør derfor også tidligere tænke på at vælge en god sports-bh, siger hun.

Anita Falkenberg fortæller også, at størrelsen på ens sports-bh ikke skal matche størrelsen på den normale bh. Tværtimod kan det nogen gange være en god idé at gå en størrelse ned i omkredsen.

Skal du købe en sports-bh? Det bør du have for øje:

- Omkredsen: Bh'en skal sidde tæt rundt om brystet. Men tommelfingerreglen er alligevel, at du skal kunne få to fingre ind under elastikken. Køb også en bh, så du kan hæfte den i den yderste lås, da elastikken nemlig bliver slap efter mange ganges vask. Så kan du altid justere den ind, jo flere gange du bruger den.

- Stropperne: Det er vigtigt, at der er god polstring i stropperne, og at stopperne kan reguleres, ligesom at du også kan regulere den i omkredsen.

- Skålen: Cuppen skal også passe, og det kan være en god idé at se, om bh'en kan justeres ved skuldrene, så man kan stramme den ind, og så man får løftet barmen. Når man kommer op over en b-skål, bør man i hvert fald overveje at bruge en god sports-bh.

Kilde: Anita Falkenberg, produktchef hos Purelime Danmark

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.