Genoplev triumfen fra EM i 1992, hvor Danmark med en finalesejr på 2-0 over Tyskland skabte det største danske fodboldresultat nogensinde.
Herunder dækningen minut for minut af EM-finalen 26. juni, som Ritzaus udsendte medarbejder så den i 1992:
---- ---- ---- ----
Det kronologiske forløb af EM-finalen i fodbold i Göteborg:
5. minut: Andreas Brehme afleverer diagonalt fra venstre, og Karl-Heinz Riedle header på tværs, hvor en vågen Peter Schmeichel når bolden lige før Jürgen Klinsmann.
7. minut: Brehme prøver at finde Klinsmann, som falder i en nærkamp med Henrik Larsen - og indkasserer en formaning fra dommer Bruno Galler.
7. minut: Matthias Sammer sender Stefan Reuter af sted i højre side, men Lars Olsen blokerer skuddet i sidste øjeblik.
9. minut: Kim Christofte bliver offer for kampens første hårde tackling, da Guido Buchwald sender ham i græsset.
12. minut: Buchwald sparker fladt fra 25 meter, men intet problem for Schmeichel.
14. minut: Første danske skud affyres af John "Faxe" Jensen langt udefra og en halv snes meter forbi stolpen.
19. minut: Danmark kommer foran 1-0. Kim Vilfort erobrer bolden fra Brehme i tyskernes venstre side og finder Flemming Povlsen, som muligvis er offside. Povlsen lægger tilbage til John "Faxe" Jensen, som scorer med et flot skud fra 20 meters afstand til venstre for Bodo Illgner. John "Faxe" Jensens andet mål i hans landskamp nummer 48.
23. minut: Lynhurtigt tysk kombinationsspil, som afsluttes af Klinsmann med et fladt skud mod foden af den fjerneste stolpe, men Schmeichel redder i stor stil. Det efterfølgende hjørnespark giver Sammer en skudchance, som John "Faxe" Jensen blokerer.
24. minut: Sammer fælder Flemming Povlsen med en brutal tackling ved sidelinjen, men dommeren lader kortet blive i brystlommen. "Povlsen, Povlsen" lyder råbene, da danskeren efter endt behandling er klar igen.
28. minut: Farlig dansk kontra, startet af Brian Laudrup og videre til Flemming Povlsen, som prøver at finde Kim Vilfort, men Illgner sparker væk uden for feltet.
29. minut: Brian Laudrup sender et hjørne langt bagud til John "Faxe" Jensen, og midtbanespillerens halvflugter er ved at overrumple Illgner, som må give nyt hjørne.
31. minut: Kampens første advarsel til Torben Piechnik for at rive Klinsmann omkuld.
35. minut: Gult kort til Stefan Effenberg for en tackling af John "Faxe" Jensen. For første gang lyder det fra de danske tilskuere "Vi er på vej mod EM-guld".
38. minut: Næste gule kort, da Thomas Hässler i frustration eftertackler Kim Christofte.
40. minut: Henrik Larsen lægger tilbage til John "Faxe" Jensen uden for straffesparksfeltet, men denne gang havner skuddet midtvejs mellem målet og hjørneflaget.
45. minut: Hurtig kombination giver Effenberg chancen, men Schmeichel refleks-redder tyskerens skruede og hårde skud.
Danmark fører 1-0 ved pausen.
Anden halvleg:
46. minut: Thomas Doll erstatter Sammer.
49. minut: Doll stempler John "Faxe" Jensen vildt og ubehersket, men slipper for advarsel. Voldsomme skærmydsler mellem spillerne.
53. minut: Brehme fælder Vilfort med en voldsom eftertackling.
54. minut: Flot kontraspil mellem Piechnik og Christofte, men Brian Laudrup løber offside på sidstnævntes aflevering.
55. minut: Gult kort til Stefan Reuter for ureglementeret tackling af Kim Vilfort.
61. minut: Piechnik erobrer bolden i et energisk fremstød, men skyder langt forbi fra 25 meters afstand.
66. minut: Klinsmann centrer fra baglinjen over Peter Schmeichel, men Kent Nielsen hindrer Riedle at score ved den modsatte stolpe.
67. minut: Claus Christiansen erstatter John Sivebæk.
69. minut: Igen farlig dansk kontra: Claus Christiansen via Flemming Povlsen til Brian Laudrup, som forsøger at drible sig igennem til skud, men tackles af Thomas Helmer.
72. minut: Strålende dansk kontraspil, startet af Christofte i egen forsvarszone. Han sender Brian Laudrup afsted, som efter en uimodståelig dribletur finder Vilfort. Fra en halvspids vinkel skyder han lige forbi stolpen.
73. minut: Luftduel i straffesparksfeltet mellem Lars Olsen og Klinsmann, og det kunne godt se ud som om, Olsen skubber tyskeren i ryggen.
74. minut: Tæt på udligning: Brehme centrer, og Klinsmann header knaldhårdt, men Schmeichel redder formidabelt under overliggeren.
79, minut: 2-0 til Danmark: Claus Christiansen finder Vilfort ved kanten af straffesparksfeltet. Vilfort trækker indenom og scorer med et fladt skud via stolpen. Vilforts syvende mål i 46 landskampe.
80. minut: Andreas Thom erstatter Effenberg.
82. minut: Doll tryller og spiller tilbage til Thom, som i en meget gunstig skudposition sparker udenom.
83. minut: Gult kort til Doll, der fælder John "Faxe" Jensen.
88. minut: Femte tyske kort til Klinsmann, der fælder John "Faxe" Jensen.
Slutresultat: Danmark europamester med en sejr på 2-0.
/ritzau/