Sådan sikrer U21-landsholdet EM-semifinale og OL-billet
Mulighederne er mange for det danske U21-landshold i fodbold, der tirsdag møder Serbien ved EM.
De danske U21-spillere skal tirsdag aften forsøge at sikre en plads i semifinalerne ved EM.
De danske U21-spillere skal tirsdag aften forsøge at sikre en plads i semifinalerne ved EM. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


* Danmark spiller tirsdag aften den tredje og afgørende gruppekamp ved U21-EM i fodbold.

* Før kampen i Generali Arena i Prag mod Serbien ser stillingen i gruppe A således ud med landenes point nævnt i parentes: Tyskland (4), Danmark (3), Tjekkiet (3) og Serbien (1).

* De to bedste hold går videre til semifinalerne og kvalificerer sig samtidig til OL i Rio næste år.

* Danmark er sikker på at gå videre med en sejr over Serbien, enten som nummer et eller to i gruppen.

* Uafgjort kan sende Danmark videre, men det forudsætter, at Tjekkiet ikke besejrer Tyskland.

* Hvis Danmark og Tjekkiet slutter med samme antal point, vil Danmark slutte foran tjekkerne i gruppen. Det skyldes, at Danmark er bedst i det indbyrdes regnskab efter 2-1-sejren over Tjekkiet i den første kamp.

* Det ligger fast, at Danmark ryger ud af EM med et nederlag til Serbien. Danskerne vil dog stadig slutte som nummer tre i gruppen, såfremt Tjekkiet taber til Tyskland.

* Tredjepladsen kan vise sig at blive vigtig, men kun hvis England går videre til semifinalen fra gruppe B.

* I så fald skal der spilles en playoff-kamp mellem de to gruppetreere den 28. juni om en plads ved OL.

* Som udgangspunkt kommer de fire bedste hold ved EM med til OL, men England får under ingen omstændigheder et hold med ved legene i Brasilien.

* Det skyldes, at de britiske lande ikke kunne blive enige om at stille med et fælles OL-hold.

* Kampen mellem Danmark og Serbien begynder klokken 20.45. På samme tid spiller Tyskland mod Tjekkiet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.