Sådan ramte 'Alexander'
Vi er sluppet ganske nådigt, lyder det fra politiet på Bornholm. I København blev et stillads blæst omkuld.
På grund af stormen var Øresundsbroen fredag aften lukket for biltrafik et par timer. Arkivfoto.
På grund af stormen var Øresundsbroen fredag aften lukket for biltrafik et par timer. Arkivfoto. Foto: THOMAS BORBERG/POLFOTO


Stormen Alexander har sluppet sig tag i Danmark efter at have passeret hen over Bornholm fredag aften.

- Det blæser stadig, men generelt er vi sluppet ganske nådigt, siger Matias Arvidsen, vagtchef ved Bornholms Politi, ved 01-tiden natten til lørdag.

DMI havde varslet vindstød af storm frem til midnat.

- Jeg ved egentlig ikke, hvor kraftigt det har været i forhold til varslingerne, men bortset fra et par væltede træer, har stormen ikke givet os problemer, siger vagtchefen.

I Åkirkeby forsvandt strømmen omkring klokken 16, efter at nogle træer væltede ned over elledninger. Problemet var dog løst 45 minutter senere. I Sose måtte folk undvære strøm i fire timer.

Et andet sted blæste stormen et træ omkuld, så det spærrede for trafikken.

- Et træ væltede kort efter klokken 22 ud over kørebanen på Rønnevej mellem Åkirkeby og Neksø og spærrede en del af trafikken. Træet er nu skåret op, fortæller vagtchefen.

Stormen bragte en del regn med sig, og i Ibsker blev en vej oversvømmet. Regnen begyndte at aftage ved 21-tiden.

Heller ikke i resten af landet skabte stormen megen ravage. Øresundsbroen var lukket for al trafik et par timer fredag aften, men fra klokken 22.20 kunne biler og tog igen anvende forbindelsen.

I Nordsjælland blev et par træer væltet i Græsted og Hornbæk, men fredag aften har der ikke været anmeldelser relateret til uvejret.

I Rødovre kunne et stillads ikke klare vindstødene og væltede. Ingen personer er kommet til skade, oplyser Københavns Brandvæsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.