Mandag er det præcis 70 år siden, at Danmark igen blev et frit land efter fem år under tysk besættelse under Anden Verdenskrig.
Aftenen og selve befrielsesdagen tirsdag bliver markeret landet over, og det er i den grad noget, som kongefamilien tager del i. Både dronning Margrethe, kronprinsparret og prins Joachim har således et pakket program foran sig.
Mandag aften vil dronning Margrethe sammen med statsminister Helle Thorning-Schmidt deltage i en mindehøjtidelighed i Mindelunden i Hellerup nord for København. Her vil dronningen lægge en krans for at mindes modstandsfolkene og de faldne under krigen. Derudover vil der være sange, og Helle Thorning-Schmidt vil holde tale.
Tirsdag morgen vil kronprins Frederik gøre sin mor kunsten efter og ligeledes mindes de faldne ved at lægge en krans ved Mindeankeret i Nyhavn i København. Herefter går turen sammen med kronprinsesse Mary videre til Vor Frue Kirke, hvor parret deltager i en mindegudstjeneste.
Senere på dagen er det prins Joachims tur til at markere 70 årsdagen for befrielsen, når han holder mindetale på Skamlingsbanken ved Sjølund.
For dronning Margrethe vil dagene måske bringe særlige minder frem. Hun blev nemlig født blot en uge efter, at Tyskland den 9. april 1940 besatte Danmark. De første fem år af hendes liv var således under den tyske besættelse.
/ritzau/FOKUS