Sådan laver du et sundt måltid på kun 15 minutter
Det kan faktisk laves ganske hurtigt; det sunde måltid. Vores sundhedsekspert guider dig igennem.
Det kan faktisk laves ganske hurtigt; det sunde måltid.
Det kan faktisk laves ganske hurtigt; det sunde måltid. Foto: Colourbox


Du behøver ikke at bruge den halve dag i køkkenet for at leve sundt. Faktisk er det muligt at kreere et lækkert og nærende måltid på bare 15 minutter.

Det fortæller sundheds- og livsstilsekspert Julie Retbøll Eriksson, der godt kender myten om, at sundhed er en tidsrøver.

Spørg Julie

Julie er sundheds- og livsstilsekspert og står bag firmaet Glad Livsstil.

Vil du også vide mere om kost, træning og livsstil mere generelt, så skriv dit spørgsmål til hende på julie@gladlivsstil.dk. Skriv Avisen.dk i emnefeltet.

Svarene bliver bragt her på Avisen.dk.

UDVID

- Jeg oplever, at mange synes, det er svært og uoverskueligt at leve sundt, men sådan behøver det faktisk ikke at være. Du kan sagtens lave hurtige måltider, og jeg tror på, at det er det, der skal til, for at du holder fast i en sund livsstil, siger hun.

Julie Retbøll Eriksson pointerer, at du både kan kaste dig ud i nye retter, men at du også sagtens kan lave de retter, du kender, bare på en sundere måde.

Hun giver følgende råd:

Vælg fuldkorn
Skift den hvide pasta eller de hvide ris ud med fuldkornspasta og fuldkornsris. Et par gange om ugen kan du med fordel også helt undlade denne del af retten, eller erstatte det med andre nemme alternativer. Det kan for eksempel være bønnepasta, som de fleste supermarkeder er begyndt at forhandle. Der får du flere fibre og flere proteiner end i almindeligt pasta. Du kan også lave blomkålsris, hvilket max tager 3 minutter. Her skærer du blot blomkål i små buketter og blender det med en stavblender. 

Vælg grove grøntsager
Skift de vandede grøntsager ud med nogle, der har flere vitaminer og flere fibre. Grove grøntsager er blandt andet broccoli, alle kåltyper, rødbede, spinat og så videre. 

Lav din egen dressing
Skift flaskedressingen ud med olie/eddike-dressing, hvor du blander olie, eddike, citron og honning. Det er nemt, og du får sunde fedtstoffer i stedet for en masse e-numre.

Eksempel på opskrift: Sund wok:

Ingredienser 
1 pose frosne grøntsager. Du vælger selv hvilke, men blandinger med gulerødder, broccoli, blomkål, grønne bønner og så videre er gode.
1 dåse kokosmælk
1 spsk rød karry
1 tsk soya
½ pakke bønnepasta

Fremgangsmåde 
Varm en wok op og hæld de frosne grøntager op. Lad dem stege i 5 minutter. Derefter tilsætter du kokosmælk og rød karry. Lad det koge i 10 minutter. Imens koger du bønnepastaen efter anvisning på pakken. 
Smag kokosmælkblandingen til med soya.

Du kan med fordel lave en stor portion og fryse det overskydende ned. Så kan du spise det de dage, der ikke er tid til at stå i køkkenet. Det gør det nemmere at modstå pizza, når du ved, du har et hurtigt og sundt måltid hjemme i fryseren.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.