Sådan kan du bruge stress på jobbet
Det handler om at arbejde med de gode stress-hormoner. De kan nemlig give os et ektra gear, siger rådgiver i effektive arbejdsvaner.
Det kræver planlægning at undgå stress på jobbet.
Det kræver planlægning at undgå stress på jobbet. Foto: Colourbox


Ifølge Line Ullmann, rådgiver i effektive arbejdsvaner, findes der en sund form for stress, der er med til at give os et drive i arbejdsdagen:

"Der skal en mængde stresshormoner som kortisol og adrenalin i kombination med et stof som dopamin til, for at vi kan tage os sammen til at præstere noget. Når vi ikke kommer i gang med en opgave, som ikke haster kan det være at stresshormon-niveauerne er for lave. Vi har brug for den gode stress," siger hun til Lokalavisen.

Men bliver presset for stort, bliver vi overvældet, og det er her, den dårlige stress opstår.

Line Ullmann opstiller fem punkter for, hvordan man kan arbejde positivt med et vist stress-niveau:

1. Hvad er målet? Hvad skal der til for, at du kan kalde opgaven for færdig? Beskriv målsætningen klart og enkelt, så du ikke er i tvivl om, hvornår opgaven er løst.

2. Bryd opgaven ned i delmål og sæt en tidsramme for, hvornår de enkelte dele skal være løst. Tag her højde for uforudsete ting, der kan få tidsplanen til at skride.

3. Arbejder du sammen med andre om opgaven, er det vigtigt, at du får delegeret opgaverne ud så tidligt som muligt. Du kan nemlig ikke altid vide, hvor travlt dine kollegaer har med andre opgaver. Følg op undervejs på hvordan det går.

4. Indregn altid ekstra tid, så din tidsplan ikke skrider, hvis computeren pludselig ikke virker, som den skal, din kollega bliver syg eller chefen ændrer i planen.

5. Drop overspringshandlingerne og kom i gang med det samme. Hvis du har kortlagt alle dele af opgaven, er det bedst at starte med det samme. Det vil give dig en god følelse af adrenalin i kroppen. Dermed er du allerede i gang, og så skal du nok nå det uden stress, siger hun.

Kilde: Lokalavisen

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.