Det er aldrig sjovt at blive fyret. Men giv ikke fortabt, hvis uheldet er ude, for du kan faktisk bruge din fyring aktivt til at søge drømmestillingen og blive en del af arbejdsmarkedet igen.
Det siger Lone Rank, der er karriererådgiver i Djøf til djoefbladet.dk.
- Det kan være svært at fremstå som en superhelt, når man er lidt vingeskudt. Vi møder mange medlemmer, der står i den situation, og det er ikke ligefrem noget, de praler med. Men de kan sagtens både komme til samtale og få jobbet, siger Lone Rank.
Hun forklarer, at du ikke må blive rørstrømsk, når snakken falder på din tidligere arbejdsplads – for det gør den. Find en god måde at tale om bruddet på – det kan falde ud til ens egen fordel, hvis du eksempelvis forklarer, at ’jeg var meget struktureret, det var min chef ikke’.
Lone Ranks gode råd til jobsamtalen for dig, der er blevet fyret:
- Du skal kunne fortælle historien kort og præcist.
- Vær klar i din tale – ellers kommer du til at signalere, at der er noget mystisk omkring det.
- Hvis du kan sige: ’Jeg har lært af det og er blevet mere klar på mine egne værdier’, så vil du fremstå som reflekteret og ærlig.
- Fortæl kun sandheden.
- Sig aldrig noget negativt om en tidligere arbejdsgiver, chef eller ansættelsessted.
Kilde: djoefbladet.dk