Sådan holder du dit nytårsforsæt
Husk hele tiden på, hvad du vil opnå med dit nytårsforsæt, og sæt konkrete mål, som du kan opfylde hver dag. Så bliver 2015 måske året, hvor det lykkes dig at holde dit nytårsforsæt.
Mange danskere lover hvert år sig selv, at næste år skal de dyrke mere motion, men det er meget få, der holder deres nytårsforsæt.
Mange danskere lover hvert år sig selv, at næste år skal de dyrke mere motion, men det er meget få, der holder deres nytårsforsæt. Colourbox


Vi vil leve sundere, motionere mere og arbejde mindre. Det er de mest almindelige ønsker for det nye år, men det er lettere sagt end gjort - vi er nemlig ikke særligt gode til at holde vores nytårsforsæt.

Og det er ofte fordi, vi ikke har tænkt over, hvad det egentlig er, vi vil opnå. Det mener foredragsholder og forfatter Torben Wiese fra konsulentvirksomheden Habitmanager.

Han er ekspert i, hvordan vi bryder dårlige vaner og skaber nye, gode vaner. Og det gør man ved at holde målet for øje.

- Hvis man har en ambition om at arbejde mindre, kan det jo være fordi, man vil have mere overskud, mere tid med familien eller tid til at dyrke sport og læse bøger, siger han.

Og det er det, der skal være drivkraften i løbet af året, når det kan være svært at huske, hvorfor det lige var, man satte sig for at arbejde mindre, holde op med at ryge eller begynde i motionscenter.

Små succeser

Næsten hver fjerde af os har en ambition om, at det nye år skal blive mindre travlt og stresset på jobbet. Det viser en undersøgelse, som analysebureauet Wilke har lavet for Avisen.dk.

Selvom det kan være et rigtig godt nytårsforsæt, det er ikke sådan lige at måle, og derfor kan det være svært at leve op til, mener Torben Wiese.

- Derfor bliver man nødt til at stille nogle konkrete målepunkter op. Eksempelvis at man vil holde frokostpause hver dag, gå til tiden og ikke tjekke sin arbejdsmail om aftenen, siger han.

Det kan være en god ide at sætte en gul post-it seddel op på computeren eller i skabet, der minder en om det, man har sat sig for.

- Store succeser bygger på små succeser, og derfor er det godt at tænke på små ændringer, man kan lave hver dag. Det er en tankegang, man kan bruge, når man vil holde sit nytårsforsæt, siger Torben Wiese.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.