Sådan handler du sikkert i udlandet
De lave priser i udenlandske netbutikker kan virke fristende. Men du har ikke altid samme rettigheder, og købet kan ende med at blive dyrt.
I 2014 handlede danskerne for mere end 23 milliarder kroner i udenlandske netbutikker. Det er vigtigt at kende reglerne for køb i udlandet, så man ikke får sig en dyr overraskelse.
I 2014 handlede danskerne for mere end 23 milliarder kroner i udenlandske netbutikker. Det er vigtigt at kende reglerne for køb i udlandet, så man ikke får sig en dyr overraskelse. Foto: colourbox/free


Har du følt dig fristet af de lave priser i udenlandske netbutikker?

Så er det vigtigt at kende reglerne, før du klikker varen hjem. Ellers kan købet hurtigt ende med at blive en dyr fornøjelse.

- Vær opmærksom på, hvor netbutikken har hjemme. I EU kan du handle ligeså sikkert som i Danmark. Uden for EU er det mere kompliceret. Her gælder der ikke nogle fælles vilkår, og varerne bliver pålagt told og moms, og så bliver det pludselig en del dyrere at handle, siger Henrik Theil, kommunikationschef i Foreningen for Dansk Internethandel.

Selvom netbutikken har hjemme i EU, skal man stadig være opmærksom. Hvis varen sendes direkte fra eksempelvis Hongkong, pålægges den nemlig også told - selvom hjemmesiden er europæisk. Især her går mange forbrugere galt i byen.

- Det er her, hvor flest får brændt fingrene. Der er nemlig ikke entydige regler om, hvor det skal oplyses på siden. Mange, der gør det på den måde, nævner det ikke for kunden. Man skal læse det med småt, ellers kan det blive en grum overraskelse, siger Henrik Theil.

Hos Forbrugerrådet Tænk, råder man også forbrugerne til at tænke sig om, før de handler i udlandet. Forbrugerne har nemlig ikke samme beskyttelse uden for EU.

- Uden for EU bliver det kompliceret. Her er det nemlig fuldstændigt individuelt for det pågældende land, hvordan forbrugeren er beskyttet. Og de er ofte ringere stillet, siger Lea Markersen, juridisk konsulent i Forbrugerrådet Tænk.

Her er eksperternes råd til, hvad du skal være opmærksom på:

1. Varer, der sendes fra et land uden for Europa, pålægges moms, hvis prisen er højere end 80 kroner og told, hvis varen koster over 1150 kroner. Post Danmark tager desuden et gebyr på 160 kroner for fortoldning.

2. Hvis du køber chokolade, tobak, spiritus og spil pålægges varen en såkaldt punktafgift. Det gælder uanset om varen er købt i eller uden for EU.

3. Som udgangspunkt har du som forbruger 14 dages fortrydelsesret og to års reklamationsret på varer købt på internettet indenfor EU. Uden for EU er det til gengæld individuelt fra land til land. Derfor er det ikke sikkert, at du har fortrydelsesret eller reklamationsret. Læs derfor altid det med småt, inden du bestiller.

4. Betal altid med kort og ikke via en kontooverførsel til netbutikken. Når du betaler med betalingskort kan du gøre brug af indsigelsesordningen, hvor din bank har pligt til at tilbageføre pengene, hvis du ikke modtager varen.

5. Hvis du har betalt moms og told af en vare, som du efterfølgende fortryder, kan du søge om at få pengene retur. Det kræver, at du har sendt varen tilbage, og at du søger om det senest tre måneder efter, at varen blev fortoldet. Du skal derfor gemme din toldkvittering, fakturaen på varen, kvitteringen for tilbagesendelsen og dokumentation for, at du har modtaget penge retur for varen.

6. Hvis du oplever problemer med en internetbutik, der har hjemme i EU, Norge eller Island, kan du få hjælp til at løse problemet af Forbruger Europa.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.